Denne
beretning skal tilegnes til hele vor familie, alle vore venner og bekendte samt
alle vore kollegaer, da vi har mødt en fantastisk og overvældende deltagelse og
medfølelse i forbindelse med vor tragiske oplevelse fra alle de nævnte.
Beretningen
er skrevet, fordi jeg har været i den helt ulykkelige situation at være
deltager i et trafikuheld, hvor min datter Jannie blev dræbt, og min kone Hanne
blev livsfarligt kvæstet. Min søn Dennis og jeg selv Flemming slap uden
væsentlige fysiske men, men vi må nok sige, at alle har fået et psykisk men,
som ingen af os har anelse om, hvornår det læges endsige bare holder op med at
smerte. Det er håb gennem denne beretning at få løst op for nogle af de knuder,
der presser på indeni i en.
Efter at
Lukas var blevet født den 22. november 1999, ville Jannie meget gerne på
skiferie snarest muligt, og da Hanne og jeg har en Timeshare lejlighed i
Verbier i Schweiz i uge 3 hvert år, ville Jannie gerne af sted allerede i 2000,
da Lukas bare var 3 måneder. Vi var nogle stykker, der modsatte os dette og
aftalte i stedet for, at Jannie, Michael og Lukas skulle med 2 uger i
Herefter var
vi Jannie, Dennis, Hanne og jeg tilbage, altså mor, far og deres to børn, som
vi så ofte tidligere havde været af sted. Vi glædede os meget alle sammen, og
som af vores bekendte sagde den 17. januar 2001, nu må hygge jer for, det
bliver måske sidste gang i fire tager af sted sammen. Sandheden i denne
udtalelse, der var så kærligt ment, blevet frygteligt mareridt.
Endelig
oprandt den 19. januar 2001, hvor vi skulle af sted på skiferie i Verbier
Schweiz. Dennis kom op til os med bagagen og skiene, så vi kunne pakke bilen,
og så Jannie kunne få længst mulig tid til at tage afsked med Lukas og Michael.
Det var første gang, Jannie skulle bort fra Lukas i mere end en dag, og hun var
også lidt beklemt ved situationen, men var dog sikker på, at Michael nok skulle
klare Lukas. Efter et langt og inderligt farvel kørte vi fra Søborg lige over
middag.
Hanne havde
vundet turen til Rødby og kørte de første to timer hertil. Fra Puttgarden til
Hamburg var Dennis chauffør, og her overtog jeg rattet indtil en tank- og
raststation(Hasselberg) syd for Kassel. Turen hertil forløb gnidningsløst, vi
havde det hyggeligt i vognen. Vi snakkede om alting og hørte musik og vittigheder.
Vi ringede på mobiltelefon til nogle venner og familie og fortalte(let
mobbende), at vi var på vej på ferie. Hver gang vi gjorde, holdt ringede Jannie
til Michael for at høre, hvordan det stod til. Vores snak gik om løst og fast
om mange forskellige ting og blandt andet fortalte Jannie, at Michael havde
lovet, at Lukas kunne gå, når mor kom hjem. Jannie fortalte også, at hun havde
tænkt sig at fri til Michael, når hun kom hjem. Michael havde friet sidste år,
men Jannie syntes ikke de havde penge nok til et bryllup den gang og havde sagt
nej, så derfor mente hun, at det var hendes tur nu, da de havde sparet nogle
penge op.
Vi havde
besluttet hjemmefra, at vi ville overnatte i Kassel, men da vi nåede Kassel ved
19.30 tiden, blev vi enige om at køre videre til Frankfurt ca. 2 timers kørsel
mere. Da vi så samtidig skulle have mere benzin på bilen, kørte vi ind på tank-
og raststation Hasselberg syd for Kassel ca. kl. 20 og fyldte benzin på bilen.
Da vi ikke kendte til overnatning i Frankfurt, kørte vi over til Raststedet og
kiggede efter Hotelkort eller lignende. Dennis og jeg gik indenfor og ledte
efter kort, mens Jannie og Hanne sad ude i bilen og snakkede og pjattede,
blandt andet spurgte Jannie om Hanne ville sidde på forsædet. Da vi skulle
videre, spurgte Dennis, om han skulle køre, og jeg sagde, "det kan du da
godt", mest udfra at jeg syntes, at det var dejligt, at en anden ville
køre. Bagefter spurgte jeg Jannie om hun troede, at hun havde eneret på
forsædet, fordi hun havde siddet der hele turen. Jannie sagde, at jeg måtte da
gerne sidde der, men jeg kravlede om bagved Dennis.
Vi startede
fra rastepladsen og kørte vel 5 minutter, da den fatale ulykke skete. Vi kørte
med ca.
Min første
reaktion er, at vi er blevet slynget over i den modsatte kørebane, og da jeg
ikke kan se Jannie, farer jeg ud af bilen for at stoppe trafikken, da jeg tror,
at Jannie er blevet slynget ud af bilen og ligger ude mellem de kørende biler.
Men pludselig råber Dennis, at Jannie lå indeni bilen på forsædet, og at vi må
hjælpe Jannie. Jannie ligger fladt og uden bevidsthed med hovedet inde mellem
forsæderne. Jeg prøver, at få hånden ind under hovedet på Jannie, men tør ikke
gøre noget at frygt for at forværre situationen. Hanne sidder på bagsædet og
hyler uhyggeligt med noget blod rendende med over panden og er delvis ved
bevidsthed, men dog ikke rigtigt til at komme i kontakt med. Dennis er fysisk
tilsyneladende sluppet med et blåt øje og for mit eget vedkommende synes jeg
ikke at have lidt fysisk overladt. Senere viser det sig dog at jeg har fået et
dybt skinnebenssår. Efterhånden begynder trafikanterne at stoppe og komme os
til hjælp, blandt andet er der en stor lastbil der lyser op for os. Da dørene i
Audien ikke kan åbnes i højre side, så vi kan komme Jannie og Hanne til hjælp,
forsøger lastbilen med et tov at trække dørene op. Det er dog halsløs gerning
og forsøget stopper hurtigt. Trods det føles som halve og hele år er
redningsvæsenet dog hurtigt fremme ved ulykkesstedet og overtager
redningsarbejdet. Dennis og jeg har vel til en vis grad nu forstået alvoren og
vi er begge i en krise, der viser sig ved at Dennis hele tiden render rundt og
råber "vi må hjælpe Jannie", jeg forsøger at hjælpe Dennis med at
"falde ned", men det lykkes ikke før ambulancefolkene tager sig af
ham.
Samtidig
ankommer der en præst Jens Holstein, der hjælper os på en meget diskret måde,
det viser sig senere, at det er en tilkaldefunktion det tyske politi har til
denne type situationer. Jeg spadserer lidt rundt omkring og giver blandt andet
en beskrivelse til politiet af, hvad jeg mener der er sket, og hvordan vi var
placeret i bilen. På et tidspunkt kommer jeg i tanke om mine hjertetabletter og
går hen i bagrummet på Audien, som er uskadt, og tager min dosis.
På et
tidspunkt har lægerne fået flyttet Hanne fra bilen og over i en
operationsambulance, og de kalder på mig for at jeg skal spørge Hanne om hvor
det gør ondt. Synet af Hanne er ikke noget opløftende syn på dette tidspunkt,
og jeg kan konstatere, at de fleste skrammer har Hanne fået i hovedet. Jeg
fortsætter med hjælpe lidt til her og der og på et tidspunkt, da jeg er på vej
for at se til Dennis, ser jeg en bylt i rabatten, dækket med tæpper. Jeg
spørger en af brandmændene om, det er hvad jeg troede. Han bliver helt febrilsk
og henviser mig til en ambulance mand, der bliver lige så febrilsk, men henter
den ansvarlige læge. På spørgsmålet til den kvindelige læge, bekræfter hun, at
min datter er død. Jeg prøver på en skånsom måde at fortælle det til Dennis,
men jeg er ikke sikker på, at han helt opfatter det. Det er utroligt svært at
forstå og formidle videre, at ens barn er død. Afmagten griber mig til en vis
grad og jeg fortæller lægen, at jeg hjertepatient og modtager blodfortyndende
medicin. Herefter er det også slut for mig med at tumle rundt, jeg bliver lagt
i en ambulance og får drop. Ikke længe efter kommer præsten ind til mig og min
og Dennis' ambulance kører til en nærliggende Klinik i Homberg, hvor vi
ankommer samtidig. Vi har nuværende tidspunkt ingen anelser om hvad der videre
sker med Hanne og Jannie.
Ved
modtagelsen bliver vi begge røntgenfotograferet og derefter bliver vi kørt til
en ventestue, hvor politiet ønsker at afhøre os. Det bliver dog udsat
foranlediget at præsten, som følger os. Herefter bliver vi kørt op på en stue,
hvor vi skal være til observation. Præsten kommer ind på stuen og fortæller
Dennis, hvad jeg allerede ved, at Jannie er død. Denne gang opfatter Dennis det
og samtidig taler vi om hvad jeg har set til mor. Efter vi er blevet alene
giver vi hinanden et kram og lover at hjælpe hinanden igennem denne krise. Vi
er enige om at vores små slagsmål er småting i forhold til hvad vi har været
igennem denne gang. Vi fik selvfølgelig sovemedicin og gik i seng.
Da vi vågner
næste morgen, går det hele op for os i al sin grusomhed. Det er umuligt at
forestille sig, hvordan man føler når ens barn er dødt Jeg har vel nærmest
fungeret i en rus på ulykkesaftenen og denne rus skal vise sig at tage lang
tid. Vi skal nu i gang med alle de praktiske ting, som i sig selv er frygtelige
og så ovenpå de oplevelser, vi har selv har gennemgået. Jeg tror det første vi
gør er at ringe hjem til Solveig og Kurt og fortælle dem, hvad der er sket. Det
bliver naturligvis modtaget med stor sorg. Samtidig modtager vi en
telefonmeddelelse fra Fritz og Inge om deres store medfølelse; de er blevet
kontaktet af politiet, der ikke kunne finde Michael, gud være lovet, og har
fået meddelelsen herigennem. Fritz og Inge overbragte herefter den tragiske
meddelelse til Michael, men herom siden.
Dennis og
jeg taler om hvad, vi skal gøre. Dennis forsøger at kontakte konsulatet i
Frankfurt, men her er der kun en telefonsvarer at tale til. Herefter kontakter
Dennis udenrigsministeriets nødtjeneste, som forsøger at kontakte konsulatet,
men de må vende tilbage med den nedslående meddelelse fra konsulatet, at dette
er for lille en sag for dem!!! Konsulenten fra udenrigsministeriet er oprørt
over dette og får derefter sat EuroAlarm på sagen. Kort efter bliver vi
kontaktet telefonisk af en kriselæge fra EuroAlarm. Han ringer nogle gange i
løbet af dagen og foreslår, at en krisemedarbejder kommer ned til os. Dette
bliver dog senere kaldt tilbage. Vi får også i løbet af lørdagen at vide, at
Hanne er indlagt på en Klinik i Kassel og at Jannie er blevet kørt til kapellet
i Homberg, hvor vi befinder os. Bilen er blevet transporteret i Autobahnpolizei
i Bad Hersfeld.
I
mellemtiden ringer Fritz, som tilbyder at komme ned og hjælpe os. Vi afviser i
første omgang, men da afslaget om krisehjælp kom, erkender vi, at vi nok behøver
hjælp hjemmefra. På et tidspunkt i forløbet får vi fri tøjler med
mobiltelefonen og de er herefter glødende. Politiet dukker op og afleverer
nogle ejendele fra bilen, men det er dog i det væsentligste fra Jannie og
Hanne. Vores præst Jens kommer også og besøger os og taler med os. Ellers går
dagen med alle de praktiske ting, og diverse lægetilsyn mm. Dennis og jeg er
begge meget oprørte, men forsøger "hult" at hjælpe hinanden.
Søndag
morgen den 21. januar bliver jeg endelig løst fra de snærende
bånd(kardiografen) og får lov til at gå i bad. Da jeg kommer udfra badet
vrimler stuen med mennesker. Fritz, Kurt og Torben er kørt herned i nattens løb
for at hjælpe os videre. Nu får tårerne frit løb, Endelig føler Dennis og jeg
lidt tryghed i vores tilværelse med hjælpen hjemmefra. Vi lægger en slagplan
for alt, hvad vi skal klare i løbet af søndagen før vi kører til Kassel for at
se til Hanne. For det første skal vi have arrangeret hjemtransporten af Jannie
gennem en bedemand i Homberg. Dennis udtrykker ønske om at komme ud at se
Jannie i kapellet, hvilket jeg er imod, men siger dog, at hvis Dennis vil,
følger jeg med og sådan bliver det så. Vi skal desuden til Bad Hersfeld for at
aflægge forklaring overfor politiet samt afhente nogle andre ejendele i bilen,
og sluttelig skal vi til Kassel. Under planlægningen bliver det også besluttet
at kontakte EuroAlarm endnu en gang for at få dem til at sende en krisehjælp
til os, og det lykkedes at få en, som vi skal møde i Kassel i søndag aften-
Dennis og
jeg bliver udskrevet fra klinikken og vi tager derefter hen til bedemanden,
hvor vi fik planlagt Jannies hjemtransport i det omfang det nu lader sig gøre.
Herefter bliver vi af bedemanden kørt ud til kapellet, hvor vi skal se Jannie.
Det ligger et meget smukt sted med udsigt ned over nogle bakker. Bedemanden går
ind og får Jannie lagt frem. Herefter går vi alle fem ind for at se Jannie. Det
er et frygteligt øjeblik, hvor alt går op for en i al sin gru, når man står der
og ser sin smukke datter død. Tårerne render fra os alle og for mig løber
tankerne gennem hovedet, hvorfor kunne man ikke hjælpe, når det værste skulle
opstå. Det er min datter der ligger der, som jeg får at se for sidste gang. Ved
siden af eller i min favn har jeg min søn, der er helt knust ved synet, omkring
mig mine brødre og min datters svigerfar. Jo jeg har al den støtte jeg kan
ønske mig, men min datter er død og det kan ingen hjælpe mig med. At jeg så
ovenikøbet har min Hanne liggende på et hospital lykkeligt uvidende om hvad der
er sket på grund af livsfarlige kvæstelser. Jo jeg er en "heldig"
mand!!! Trods min modstand og store sorg ved at se Jannie i Kapellet, må jeg
erkende, at jeg ikke ville have undværet det i dag.
Efter
kapellet kørte vi indtil byen og satte Torben og Kurt af da vi skulle til Bad
Hersfeld og Fritz' bil ikke er designet til 5 voksne mænd. Det var med noget
blandede følelser vi skulle til Bad Hersfeld, da vi skulle passere ulykkesstedet,
men nu fik vi da set det i dagslys. I Bad Hersfeld fik vi fat i
Autobahnpolitiet og vi skulle afgive vores forklaring om hvordan ulykken var
sket. Dennis blev i øvrigt afhørt som sigtet, hvilket åbenbart er normalt, men
politiet kunne ikke fortælle, hvad han var sigtet for. Som de sagde "om
ikke andet så uforsvarlig kørsel". Efter politiet kørte vi ud til
værkstedet, hvor Audien var transporteret til og vi afhentede de genstande vi
havde brug for. Fritz havde medbragt sit digitalkamera og tog billeder af
bilen, som senere skulle vise sig at være til stor gavn for forsikringen og
Hjemtransporten. Herefter ville politiet vise os vej ud af byen, men vi havde
svært ved at følge til trods for Fritz' ihærdige forsøg, men vi kom dog tilbage
til Homberg. Her samlede vi Torben og Kurt op og kørte mod Kassel. Da vi kom
til Kassel, fik vi noget at spise på en Imbiss, og vi indkvarterede os på hotel
Queens. Herefter tog Fritz, Dennis og jeg ud til Klinikum Kassel i nærheden for
at se til Hanne, som var indlagt på intensivoperativ afdeling. Vi blev mødt af
en læge, der fortalte os, hvad der var sket med Hanne, og hvilken behandling,
man forventede at give Hanne. Endelig fik vi lov til at besøge Hanne, og det
var et frygteligt syn, der mødte os. Udover de kvæstelser jeg i forvejen havde
set på ulykkesstedet, var Hanne nu hævet til næsten det dobbelt i ansigtet, hun
havde slanger ud overalt og lå hen i en coma, som lægen dog havde forklaret,
var en medicinsk coma for at undgå smerterne. Vi havde ingen kontakt med Hanne
og var alle meget chokeret over udviklingen. Efter en times tid tog vi tilbage
til hotellet.
På hotellet
blev vi kontaktet af EuroAlarms Krisehjælper Vinni, som var ankommet til Kassel
og ville komme ud og besøge ved midnat for at planlægge dagen i morgen.
Da alle var
stået op og havde nydt morgenmaden på hotellet inklusive champagne, ankom Vinni
til hotellet. Som aftalt aftenen forinden samledes vi alle sammen og gennemgik
dagens program. Herefter var vi alle enkeltvis til samtale med Vinni, hvor vi
havde lov til at sige hvad vi havde lyst til. Et af de gode udtryk, jeg
erindrer fra samtalen, var, som Vinni sagde, "man kan jo ikke være ked af
det hele tiden, for så er det jo en livsstil, og så er man jo aldrig rigtig ked
af det". Det er en af dem jeg har brugt meget, når verden så sortest ud.
Ellers gik dagen mest med samtaler på kryds og tværs. Og den sluttede af med at
Torben og Fritz kørte mod København, mens Kurt, Dennis og jeg tog på hospitalet
til Hanne, hvor der ikke var større fremgang at se.
Der var i
løbet af de sidste par dage indløbet forskellige meddelelser omkring, hvordan
Hanne ville blive behandlet, blandt andet havde vi fået at vide, at Hanne ville
blive opereret om onsdagen, og at hospitalet ville holde hende i coma en uge
frem efter operationen. På grundlag af dette besluttede Dennis og jeg at tage
hjem til Danmark for blandt andet at ordne de praktiske ting i forbindelse med
begravelsen af Jannie. Vinni sørgede herefter for billetter til Danmark.
Om
formiddagen talte vi herefter sammen med Vinni og derefter tog vi ud for at
besøge Hanne. Vi ankom netop da hospitalet var begyndt at vække Hanne for at
kontrollere hendes reaktioner og det var utroligt skønt at være med til at se
og hjælpe med til vise, hvordan Hanne reagerede på de forskellige ordrer. Når
vi sagde "klem med højre hånd" så klemte hun med højre hånd og
"løft venstre ben" så løftede hun. Det var utroligt små tegn på, at
Hanne fungerede, men de virkede som fantastiske fremskridt i forhold til, hvad
vi ellers havde set. Det var tegn på, at Hanne nok skulle komme sig. Vi havde
dog endnu ikke fortalt Hanne om Jannie. Mens vi var på klinikken, havde vi en
samtale med lægen, der forklarede, hvordan de skulle operere Hanne, og til
vores store overraskelse sagde lægen, at de ville vække Hanne så hurtigt som
muligt efter operationen. Vi kom nu idet dilemma, skulle vi tage hjem eller
blive dernede. Vi var dog begge meget opsatte på at komme hjem og konkluderede,
at Hanne ville være i coma hele onsdagen, og så kunne vi tage derned så hurtigt
som muligt om torsdagen, så beslutningen blev, at vi tog til Danmark.
Da vi forlod
klinikken, tog vi til hotellet og hentede vor bagage og derefter tog vi direkte
til banegården, hvor vi kørte med højhastighedstog til Hannover. Herfra fløj vi
til København. Der var med en underlig følelse at glæde og frygt vi fløj hjem
til Danmark. Glæde til at se familien og venner og frygt for at se familien og
venner. Vi ønskede vel på en gang at dele vor sorg med andre, og samtidig
frygtede vi den sorg, som de andre følte. Da vi endelig landede og kom ind, var
det en utrolig glæde at se dem der var mødt op ikke mindst Michael. Michael
havde jo mistet sin store kærlighed ved denne tragiske hændelse, som vi havde
været ude for, og Michael havde jo talt med Jannie ganske kort før ulykken.
Udover vor og Michaels nærmeste familie, var også Dennis' meget gode venner
mødt op. Der var en knusen og en krammen, fra alt og alle, der lettede
fantastisk på vore følelser. En ting som jeg aldrig vil glemme er, at det
første Fritz gjorde, var at tage fat i Michael og Vinni for at lade dem tale
sammen. Det viste Fritz' store bekymring for sin søn.
Efter denne
modtagelse kørte vi hver til sit, det vil sige at Dennis og jeg kørte med hjem
til Solveig og Kurt for at overnatte der.
Efter vi var
kommet hjem, kunne jeg knap nok få tiden til at gå indtil jeg havde set og
krammet Jannies søn og mit barnebarn Lukas. Så onsdag morgen kørte vi til
Mørkhøj, hvorfra vi alle skulle videre med dagens krævende opgaver. Jeg tror
næsten jeg løb ind til Lukas og tog ham op og krammede ham. Jeg ved ikke, hvad
han tænkte og hvad han tænker i dag, men jeg elsker den lille unge, der skal
leve sit liv uden en moder at knytte sig til. Over en kop kaffe aftalte vi, at
Michael, Dennis, Vibeke og jeg til bedemanden og planlægge Jannies begravelse.
Jeg blev noget overrasket over, at det blev ønsket, at Jannie skulle begraves,
da min familie normalt er blevet brændt, men jeg accepterede det udfra et
synspunkt om, at når Lukas ikke havde sin mor, kunne han i hvert fald gå på
kirkegården for "at tale med hende". Vibeke havde også en kollega,
der sang i radioens pigekor, og det blev også aftalt, at vi skulle forsøge at
få hende til at synge nogle solosange ved begravelsen. Torben kørte mig herefter
hjem for at få noget rent tøj og satte mig siden af ude ved bedemanden.
Her aftalte
vi de nærmere omstændigheder omkring hjemtransport af Jannie og omkring
begravelsen, som dog ikke kunne fastlægges præcis, da jeg insisterede på, at
Jannie ikke måtte begraves før hendes moder, var vidende om, at Jannie var død.
Men ellers fik vi planlagt de mest nødvendige ting og aftalt, at vi skulle på
Gladsaxe Kirkegård næste dag for at vælge gravsted. Efter alle disse meget
oprivende ting var på plads tog vi hver til sit og aftalte at mødes dagen
efter.
I hele denne
mærkværdige tid skal jeg også huske at nævne, at i min familie havde specielt
Solveig og Lis, Jannies kusine, gjorde et stort arbejde med at ringe rundt til
alle Jannies og vores venner og bekendte, for at fortælle dem om den tragiske
begivenhed. Og i øvrigt havde Kurt og Torben inden, at de tog til Tyskland
været nede hos Hannes far Hans og Inga, for personligt at overbringe dem
meddelelsen om deres barnebarns død og datters kvæstelser.
Efter
forskellige meldinger fra EuroAlarm og fortrøstningsfulde om at alt fungerede
hjemme, besluttede Dennis og jeg at tage tilbage til Kassel torsdag den 25.
januar. Samtidig fik vi fra SOS at vide, at de ville betale Dennis' rejse. Vi
havde fra EuroAlarms læger fået at vide, at Hannes tilstand var
tilfredsstillende, og at hun på en opvågningsskala fra 1 -15 befandt sig på ca.
8. Så alt så godt ud fra vort enkle synspunkt... Dennis og jeg blev kørt til
Kastrup af Torben og vi tog flyveren til Hannover og herfra toget videre til
Kassel. l Kassel skulle vi da finde det Hotel hvorpå SOS havde indkvarteret os.
Vi tog en taxa fra Banegården og det viste sig at hotellet lå rimeligt tæt ved
Klinikken, hvor Hanne var indlagt, men i et meget mørkt og trist område af
byen. Det var jo ikke det vi havde allermest brug for i en denne tid. Efter vi
havde fundet hotellet, tog vi straks ud og besøgte Hanne på klinikken, men hun
var meget døsig naturligvis på det tidspunkt, da jeg tror klokken var over
midnat.
Næste dag
havde vi kontakt hjem til og fik at vide, at på grund af trængsel i kirken, havde
Michael besluttet, at begravelsen af Jannie skulle forgå onsdag den 31. januar.
Det skabte en stor ophidselse hos os - Dennis og mig - da vi herigennem fik
mindst mulig tid til at forberede tingene. Det udviklede sig til at Dennis og
Michael sendte "ondsindede" meddelelser til hinanden.
Vort problem
var stadig, at Hanne skulle vide og forstå, at Jannie var død. l løbet at dagen
fik Dennis og jeg taget os sammen til at tage ud på klinikken efter frokost for
at fortælle Hanne de frygtelige kendsgerninger. Da vi skulle i gang med det,
hvor vi holdt Hanne i hver sin hånd, skete der det forunderlige, at Vater
Rainer Truss fra klinikkens sjælesørger tjeneste pludselig stod i stuen.
Herefter fortalte jeg så nænsomt som jeg kunne og med min bedst mulige stemme,
at Jannie vor kære datter var død i trafikulykken. Jeg ved den dag i dag ikke
om Hanne forstod det, men ifølge journalerne havde Hanne en urolig nat efter
denne dag.
Det var en
frygtelig situation at stå i at skulle fortælle en sådan historie, samtidig med,
at man frygtede for om Hanne kunne bære en sådan oplysning i hendes svære
situation. Men jeg må i sandhedens tegn også sige, at jeg takker dem fra oven
for at Vater Rainer Truss var til stede, da det på en måde gjorde det lettere
at overbringe en sådan meddelelse. Det skal da også i denne sammenhæng nævnes,
at Vateren bad en bøn for Hanne.
Fredagen gik
efter bedste "beskub", samtidig med, at vi fik meddelelse hjemmefra,
at Kurt og Ole var på vej herned. Ole havde besluttet at tage toget, men da
Kurt og han talte sammen og blev de enige om at køre derned sammen. Deres
beslutning var også baseret på at alle var lidt bange for, hvad der ville ske
mellem Dennis og mig i denne pressede situation. I løbet af lørdagen fremkom
der flere "SMS"' mellem Michael og Dennis og til sidst bad jeg Dennis
om at stoppe det, og lidt senere gik jeg ned og ringede til Michael og bad også
ham om at stoppe op. Det lykkedes og siden viste sig jo også efter min mening,
at være unødvendigt
Hen under
aften afventede vi også Ole og Kurt, som vi havde bestilt plads til på
hotellet, - formentlig den eneste gang der nogensinde har været fuldt booket -
og de ankom ved nitiden. Herefter havde vi en lang snak over en flaske whisky,
det var skønt at have venner omkring sig.
I løbet af
søndagen var vi to gange på hospitalet. Den første gang vi var der, var Hanne
taget ud af sengen og sad(lå) i en stol. Det var en glædelig oplevelse selvom
Hanne langtfra var rask, men vi kunne da alle føre en dialog med hende og da
Ole forlod stuen råbte Hanne hils Laila helt uanfægtet Jo det gik fremad for
Hanne, ja endog så meget, at hun ville have os til rejse sig op, for som hun
sagde, når hun spurgte plejepersonalet, sagde de bare "Nein". Den
sidste gang talte vi med en af lægerne, der mente, at der intet var til hinder
for, at Hanne kom hjem til Danmark mandag eller tirsdag. Baseret på disse
informationer ville Dennis gerne hjem til Danmark og han fik en mulighed for at
tage tilbage søndag aften, og alle var glade.
Jeg havde
også en af disse ubehagelige opgaver, som normalt udskydes til sidste sekund,
nemlig at skulle skrive nogle ord til præsten, som kunne danne grundlag for
hendes tale i kirken. Det er på en gang et ønske, men samtidig en forbandet
svær opgave at gennemføre. På pres af de andre fik jeg endelig sat mig for mig
selv, og skrev disse ord:
Kære Jannie
Mors
"Nilla" og fars "Mus" altid en glad pige lige fra vuggen.
Man kunne altid være sikker på at få et smil fra dig. Selv når man vækkede dig
om morgenen strålede smilet fra dig. Utroligt for du var ikke til at få i seng
om aftenen, godt nok gjorde du dig "klar" fordi selv når vi var ude
rendte du rundt i undertøj.
Alle de
mennesker du har mødt, har elsket dig højt, for du har aldrig gjort tingene
sværere end de var. Begge dine ben var solidt placeret på jorden, måske lidt
for solidt syntes du selv en gang imellem og forsøgte at tabe dig, men husk
altid at smilende mennesker altid er smukke.
Da du blev
udlært på Jægersborg kaserne, fik du en ros af chefen, som mor og far var meget
stolte over.
Han
koncentrerede sig mest om, at han blev glad, når han mødte dig og så dit smil
og glade sind. Vi fandt egentlig aldrig rigtig ud af om han var "tilfreds
med arbejdet. Den virkning har du altid haft på de mennesker du mødte, og
derfor havde dine veninder og venner altid straks stor tillid til dig. Din
glæde for fotografering var stor og alle og alt skulle fotograferes i alle
sammenhæng ikke mindst Lukas.
Også din
glæde for huset i Sverige er kendt af alle og du har altid elsket at komme der
og læse op for alle og rigtig nyde naturen.
Din familie
har altid elsket dig højt. Når vi starter med din farmor og farfar, som passede
dig i din spæde alder og senere også Dennis, Jamen da l kom i børnehave, måtte
farmor alligevel over at hente jer fordi der var lidt kedeligt derhjemme. Din
mormor elskede dig højt og din morfar og Inga elsker dig og har på det seneste
forsøgt at få jer til Ringsted. Din bror Dennis elsker dig og har et dybt og
varmt forhold til dig. Din Michael elsker dig og du ham så varmt og inderligt.
Lukas din øjesten og du er hans øjesten jamen det er kærlighed ud over alle
grænser. Michaels familie elskede dig højt og resten af din omgivelser elsker
dig.
Nu har du
fået mange roser, men du er jo et menneske, så nogle dårlige sider må du også have.
l denne stund er det svært at finde dem, det skulle vel lige være tatoveringen
på skulderen.
Din mor og
far vil altid være hos dig og passe dig og dine og du vil altid være i vore hjerter
lige meget hvor vi bevæger os hen. Vi skal nok passe på din familie-
ALLE ELSKER
JANNIE
Kærlig
hilsen Mor og far
Men livet
har vi efterhånden lært er ikke så enkelt. Ca. kl. 22 ringede Dennis og var
aldeles desperat, da flyet tilsyneladende var blevet aflyst. Jeg var parat til
at tage til Hannover med et samme, men Dennis havde selv arrangeret med en læge
i Hannover. Afslutningen på det hele blev, at Dennis ringede til os ca. kl. 24
og fortalte, at han var indkvarteret på et 5* hotel og ville komme med det det
første morgenfly.
Næste dag
mandag den 29. januar tog vi på klinikken og besøgte Hanne og vi havde en
samtale med overlægen, som fortalte, at der var blevet arrangeret hjemtransport
for Hanne til om tirsdagen. Hvis man i en sådan situation kan tale om at noget
går godt, må man sige, at Hanne havde godt og havde gjort store fremskridt,
bare fra vi kom tilbage om torsdagen Da vi vidste det, aftalte vi, at jeg kunne
tage hjem mandag, og at Kurt og Ole blev i Kassel til om tirsdagen for at sikre,
at alt gik godt omkring hjemtransporten. Så ved frokosttid tog jeg toget til
Hannover og flyveren videre til København, hvor jeg blev afhentet af Torben, og
fragtet ud til Solveig, hvor jeg overnattede. Jeg var herefter klar til at tage
fat i næste del, forberedelserne til begravelsen af Jannie.
Om tirsdagen
var der blevet arrangeret, at vi skulle til samtale med præsten i Søborg Kirke
- Merete Søling -, som skulle forestå begravelsen. Det var en meget beroligende
oplevelse at tale med hende og jeg tror, vi kom rundt om alt i situationen.
Merete foreslog også, at der kom en præst til Hanne på hospitalet under selve
højtideligheden og det var alle enige om, at det var en god ide, Så Merete tog
kontakt til Hillerød og arrangerede dette.
Ellers gik
resten af dagen med at planlægge, tale i telefon og vente på Hannes hjemkomst
omkring kI. 16.00. Hannes hjemkomst gik, er jeg lige ved at sige heller ikke
stille af.
For det
første landede flyveren for tidligt i Kastrup, så ambulancen og flyveren kørte
galt af hinanden. Jeg fik så at vide på et tidspunkt, at Hanne var på vej til
Hillerød Amtssygehus, hvorefter jeg ringede derop for at høre, hvad der skete,
og hvornår vi kunne besøge hende. Men de havde ikke hørt, at der skulle være en
svært kvæstet på vej til dem. Så igen fat i Europæiske for at høre, hvad det
betød. Så lidt senere fat i Hillerød igen, der nu godt vidste, at der var
"et eller andet på vej". Jeg aftalte at ringe en halv time senere,
når der var klarhed over situationen. Da jeg ringede igen, vidste de ikke om
hun var i Indskrivningen eller på Skadestuen, men de fandt hende dog, og vi
aftalte, at jeg ville blive kontaktet, når Hanne var blevet bragt op på en
stue. Det blev jeg så af en læge på Intensivafdeling, der i øvrigt var meget
sød, men forklarede, at Hanne lå "på det yderste mandat" på
intensive, og at hvis der var behov for pladsen, ville Hanne blive overført til
Helsingør. Jeg blev meget udiplomatisk og truede med at sætte både Hørsholm
Kommune og Amtet i arbejde, hvis Hanne skulle flyttes. Nå men alt endte godt og
Hanne blev på Hillerød.
I
mellemtiden var Kurt Kommet hjem fra Kassel, hvor han og Ole var kørt fra
tidligt om morgenen. Da vi havde aftalt, at Solveig, Kurt og Jeg skulle følges
ad til begravelsen, foreslog jeg, at Dennis, Solveig og Kurt kom til Rungsted
og overnattede, så kunne vi sammen om aftenen tage op og besøge Hanne og
Solveig kunne komme til at hilse på Hanne. Samtidig kunne Solveig danne sig et
billede af, hvad Hanne ville synes om, hvem der kunne komme og besøge hende.
Som aftalt tog vi så der op og Hanne var "relativ" frisk, indtil hun
begyndte at tale om hvordan det gik med Jannie. Jeg blev dybt chokeret, da
trods jeg Hannes situation var overbevist om, at hun havde forstået, at Jannie
var død. "Til alt held" skulle Hanne som hun sagde "jeg skal
skide" og vi andre fire gik ud i venteværelset og talte om, hvad vi skulle
gøre. Om jeg skulle fortælle Hanne det endnu engang eller om vi bare skulle
lade som ingenting. Da vi kom ind til Hanne igen, løste hun imidlertid selv
problemet med at begynde at tale om, at det var mærkeligt, at Jannie skulle dø.
Jeg ved ikke om man kan sige jeg var lettet, men noget i den retning.
Vi kørte
herefter hjem og Dennis, som gerne ville hjem til sig selv, kom med bussen fra
Hørsholm, og vi andre tog til Rungsted og fik et par whiskyer og talte lidt om
hele situationen. Herefter gik vi seng for at kunne være udhvilede til i
morgen.
Så kom dagen
den 31. januar 2001, som alle forældre frygter, men som så utallige mange
forældre alligevel må igennem af den ene eller anden årsag. Der er ikke nogen
rigtig måde at skulle begrave sit barn på. Jeg opfattede dagen som den endelige
dag, hvor vi skulle tage afsked med Jannie. Man har indtil da hele tiden troet,
det bare var en ond drøm, at miraklet skulle opstå, og Jannie bare ville komme
gående og sige "hej! Hvordan går det?”. Men det er kun en drøm, for
inderst inde er man godt klar over, hvad der er sket, og at der ikke er nogen
vej tilbage. Vi startede dagen med at spise morgenmad, og derefter tog vi
indtil Søborg dels for at hente kransen, som Dennis havde bestilt for os og
dels havde vi en aftale med Michael om at være ved kirken i god tid for at tage
imod. Men allerede da vi afhentede blomsterne, begyndte tiden at løbe, da vi
mødte den ene efter anden, som ville kondolere. Da vi kom frem til kirken, var
jeg inde for at lægge kransen ved båren og ville så have været ud i den friske
luft igen, men det var ganske umuligt, for allerede en halv time før var kirken
stopfuld af mennesker, som ville hilse på mig og selvfølgelig resten af
familien. Endelig fem minutter fik jeg udenfor inden højtideligheden skulle
starte. Begravelsen foregik, som begravelser vel gør, dog med den forskel at en
af Jannies kollegaer Purnima fra PFA sang solo Carole King's "You got a
friend" og da vi bar kisten ud, sang hun "l skovens dybe stille
ro". Vi indledte med en sang fra salmebogen og Præsten Merete Søling holdt
en meget smuk tale.
Efter den
kirkelige handling skulle vi køre til Gladsaxe Kirkegård, hvor Jannie skulle
begraves og jordpåkastelsen foretages. Der var så lang en kortege af biler fra
kirken at trafikken gik fuldkommen i stå j Søborg. Også på kirkegården sang
kollegaen "Solen er så rød mor", som var den godnat Sang Jannie
foretrak at synge for Lukas, når han skulle sove. Herefter skulle alle kaste
roser og andre mindeting i graven til Jannie Som afslutning på kirkegården
måtte jeg takke for deltagelsen og inviterer deltagerne til en lille
mindehøjtidelighed på Aldershvile Slotspavillon, hvor mere end 100 mennesker
deltog. Efter kaffe, øl og vand på Aldershvile Slotspavillion, kørte vi på
kirkegården for at se graven var kastet til og pyntet op med alle blomsterne.
Det var et meget smukt syn med alle de mange blomster, der også var fordelt ud
over gangene, da der ikke var plads på graven. Vi tændte 30 lys for Jannie, som
Inga havde medbragt.
Vi havde
naturligvis aftalt, at Hannes far Hans og Inga kunne komme op og besøge Hanne,
så derfor tog Dennis, Inga & Hans og Solveig & Kurt med nordpå, hvor vi
kørte op til Hanne alle sammen. Hans og Inga var noget chokeret over at se,
hvorledes det stod til med Hanne, men vi havde en god dialog også med Hanne, så
de var noget mere beroliget, da vi tog derfra. Vi andre havde jo kendt til
tilstanden i snart 2 uger, og vi kunne bare se, hvordan det skred frem med
store skridt fra den første færd.
Vi kørte
hjem til Rungsted for at samles inden, vi kørte videre til Hørsholm Midtpunkt
for at få en bid mad i den kinesiske restaurant Shuang Long.
Af hensyn
til Hanne og senere Lukas lod vi begravelsen optage på video, således at de
også fik en mulighed for at se højtideligheden, når tiden var inde.
Da begravelsen
nu var overstået, skulle vi i gang med alle de praktiske ting, der var
takkekort, forsikringsopgøreIser, besøge Hanne osv. og alt skulle foretages af
os selv Michael, Dennis og jeg, der alle til en vis grad var følelsesmæssigt
ude af balance. Det er hård belastning at komme igennem. Og så lige pludselig
modtog vi en kasse 2 x 2 x
Det positive
i perioden var at se, hvor hurtigt Hanne kom sig. Allerede fredag den 2.
februar blev hun flyttet fra Intensivafdelingen til Neurologisk afdeling, hvor
hun vel stort set hele tiden havde besøg. Søndag den 11. februar fik hun et par
timer fri fra afdelingen og var for første gang hjemme i Rungsted efter
ulykken. Her var hele familien på besøg, så det var lidt hårdt, men det var da
kun et par timer. Næste weekend fik Hanne fri hele weekenden 16. -18. februar
og søndag aften kørte jeg hende tilbage til Hospitalet. Mandag startede jeg på
arbejdet igen, men om aftenen da jeg skulle besøge Hanne stod hun fuldt påklædt
og var blevet sendt hjem. Derefter ringede jeg til arbejdet og sagde, at der
nok gik en uge inden jeg kom igen.
Hvorfor:
Skulle det være slut før det begyndte?
Kunne jeg ikke hjælpe når der virkeligt var behov?
Skal vi aldrig mere kramme og kysse hinanden?
Skulle du ikke se Lukas vokse op?
Skulle du ikke glædes over Lukas' blide sind som vi over dit?
Skulle jeg føre dig den forkerte vej ud af kirken ?
Skulle du ikke fortsat være stødpude mellem Dennis og mig?
Skulle din livsglæde og -kraft have så pludselig en ende?
Skal Lukas ikke have sin mor ved sin side, når han vokser op?
Skal Dennis ikke fortsat have sin søsters fortrolighed?
Skal vi andre ikke nyde din positive holdning overfor alt og alle?
Må verden ikke have mennesker som dig?
Skal vi aldrig mere høre "Hej det er Jannie"?
Skal vi ikke opleve din på en
gang angst for og mod på (Respekt) for verden?
Savner vi dig alle så utroligt
meget?
RIP kære Jannie
Retur til Familie.