Denne
beretning skal tilegnes til hele vor familie, alle
vore venner og bekendte samt alle vore kollegaer, da vi har mødt en fantastisk
og overvældende deltagelse og medfølelse i forbindelse med vor tragiske
oplevelse fra alle de nævnte.
Beretningen er
skrevet, fordi jeg har været i den helt ulykkelige situation at være deltager i
et trafikuheld, hvor min datter Jannie blev dræbt, og min kone Hanne blev
livsfarligt kvæstet. Min søn Dennis og jeg selv Flemming slap uden væsentlige
fysiske men, men vi må nok sige, at alle har fået et psykisk men, som ingen af
os har anelse om, hvornår det læges endsige bare holder op med at smerte. Det
er håb gennem denne beretning at få løst op for nogle af de knuder, der presser
på indeni i en.
Efter at Lukas
var blevet født den 22. november 1999, ville Jannie meget gerne på skiferie
snarest muligt, og da Hanne og jeg har en Timeshare lejlighed i Verbier i
Schweiz i uge 3 hvert år, ville Jannie gerne af sted allerede i 2000, da Lukas
bare var 3 måneder. Vi var nogle stykker, der modsatte os dette og aftalte i
stedet for, at Jannie, Michael og Lukas skulle med 2 uger i
Herefter var
vi Jannie, Dennis, Hanne og jeg tilbage, altså mor, far og deres to børn, som
vi så ofte tidligere havde været af sted. Vi glædede os meget alle sammen, og
som af vores bekendte sagde den 17. januar 2001, nu må hygge jer for, det
bliver måske sidste gang i fire tager af sted sammen. Sandheden i denne
udtalelse, der var så kærligt ment, blevet frygteligt mareridt.
Endelig
oprandt den 19. januar 2001, hvor vi skulle af sted på skiferie i Verbier
Schweiz. Dennis kom op til os med bagagen og skiene, så vi kunne pakke bilen,
og så Jannie kunne få længst mulig tid til at tage afsked med Lukas og Michael.
Det var første gang, Jannie skulle bort fra Lukas i mere end en dag, og hun var
også lidt beklemt ved situationen, men var dog sikker på, at Michael nok skulle
klare Lukas. Efter et langt og inderligt farvel kørte vi fra Søborg lige over
middag.
Hanne havde
vundet turen til Rødby og kørte de første to timer hertil. Fra Puttgarden til
Hamburg var Dennis chauffør, og her overtog jeg rattet indtil en tank- og
raststation(Hasselberg) syd for Kassel. Turen hertil forløb gnidningsløst, vi
havde det hyggeligt i vognen. Vi snakkede om alting og hørte musik og vittigheder.
Vi ringede på mobiltelefon til nogle venner og familie og fortalte(let
mobbende), at vi var på vej på ferie. Hver gang vi gjorde, holdt ringede Jannie
til Michael for at høre, hvordan det stod til. Vores snak gik om løst og fast
om mange forskellige ting og blandt andet fortalte Jannie, at Michael havde
lovet, at Lukas kunne gå, når mor kom hjem. Jannie fortalte også, at hun havde
tænkt sig at fri til Michael, når hun kom hjem. Michael havde friet sidste år,
men Jannie syntes ikke de havde penge nok til et bryllup den gang og havde sagt
nej, så derfor mente hun, at det var hendes tur nu, da de havde sparet nogle
penge op.
Vi havde
besluttet hjemmefra, at vi ville overnatte i Kassel, men da vi nåede Kassel ved
19.30 tiden, blev vi enige om at køre videre til Frankfurt ca. 2 timers kørsel
mere. Da vi så samtidig skulle have mere benzin på bilen, kørte vi ind på tank-
og raststation Hasselberg syd for Kassel ca. kl. 20 og fyldte benzin på bilen.
Da vi ikke kendte til overnatning i Frankfurt, kørte vi over til Raststedet og
kiggede efter Hotelkort eller lignende. Dennis og jeg gik indenfor og ledte
efter kort, mens Jannie og Hanne sad ude i bilen og snakkede og pjattede,
blandt andet spurgte Jannie om Hanne ville sidde på forsædet. Da vi skulle
videre, spurgte Dennis, om han skulle køre, og jeg sagde, "det kan du da
godt", mest udfra at jeg syntes, at det var dejligt, at en anden ville
køre. Bagefter spurgte jeg Jannie om hun troede, at hun havde eneret på
forsædet, fordi hun havde siddet der hele turen. Jannie sagde, at jeg måtte da
gerne sidde der, men jeg kravlede om bagved Dennis.
Vi startede
fra rastepladsen og kørte vel 5 minutter, da den fatale ulykke skete. Vi kørte
med ca.
Min første reaktion
er, at vi er blevet slynget over i den modsatte kørebane, og da jeg ikke kan se
Jannie, farer jeg ud af bilen for at stoppe trafikken, da jeg tror, at Jannie
er blevet slynget ud af bilen og ligger ude mellem de kørende biler. Men
pludselig råber Dennis, at Jannie lå indeni bilen på forsædet, og at vi må
hjælpe Jannie. Jannie ligger fladt og uden bevidsthed med hovedet inde mellem
forsæderne. Jeg prøver, at få hånden ind under hovedet på Jannie, men tør ikke
gøre noget at frygt for at forværre situationen. Hanne sidder på bagsædet og
hyler uhyggeligt med noget blod rendende med over panden og er delvis ved
bevidsthed, men dog ikke rigtigt til at komme i kontakt med. Dennis er fysisk
tilsyneladende sluppet med et blåt øje og for mit eget vedkommende synes jeg
ikke at have lidt fysisk overladt. Senere viser det sig dog at jeg har fået et
dybt skinnebenssår. Efterhånden begynder trafikanterne at stoppe og komme os
til hjælp, blandt andet er der en stor lastbil der lyser op for os. Da dørene i
Audien ikke kan åbnes i højre side, så vi kan komme Jannie og Hanne til hjælp,
forsøger lastbilen med et tov at trække dørene op. Det er dog halsløs gerning
og forsøget stopper hurtigt. Trods det føles som halve og hele år er
redningsvæsenet dog hurtigt fremme ved ulykkesstedet og overtager
redningsarbejdet. Dennis og jeg har vel til en vis grad nu forstået alvoren og
vi er begge i en krise, der viser sig ved at Dennis hele tiden render rundt og
råber "vi må hjælpe Jannie", jeg forsøger at hjælpe Dennis med at
"falde ned", men det lykkes ikke før ambulancefolkene tager sig af
ham.
Samtidig
ankommer der en præst Jens Holstein, der hjælper os på en meget diskret måde,
det viser sig senere, at det er en tilkaldefunktion det tyske politi har til
denne type situationer. Jeg spadserer lidt rundt omkring og giver blandt andet
en beskrivelse til politiet af, hvad jeg mener der er sket, og hvordan vi var
placeret i bilen. På et tidspunkt kommer jeg i tanke om mine hjertetabletter og
går hen i bagrummet på Audien, som er uskadt, og tager min dosis.
På et
tidspunkt har lægerne fået flyttet Hanne fra bilen og over i en
operationsambulance, og de kalder på mig for at jeg skal spørge Hanne om hvor
det gør ondt. Synet af Hanne er ikke noget opløftende syn på dette tidspunkt,
og jeg kan konstatere, at de fleste skrammer har Hanne fået i hovedet. Jeg
fortsætter med hjælpe lidt til her og der og på et tidspunkt, da jeg er på vej
for at se til Dennis, ser jeg en bylt i rabatten, dækket med tæpper. Jeg
spørger en af brandmændene om, det er hvad jeg troede. Han bliver helt febrilsk
og henviser mig til en ambulance mand, der bliver lige så febrilsk, men henter
den ansvarlige læge. På spørgsmålet til den kvindelige læge, bekræfter hun, at
min datter er død. Jeg prøver på en skånsom måde at fortælle det til Dennis,
men jeg er ikke sikker på, at han helt opfatter det. Det er utroligt svært at
forstå og formidle videre, at ens barn er død. Afmagten griber mig til en vis
grad og jeg fortæller lægen, at jeg hjertepatient og modtager blodfortyndende
medicin. Herefter er det også slut for mig med at tumle rundt, jeg bliver lagt
i en ambulance og får drop. Ikke længe efter kommer præsten ind til mig og min
og Dennis' ambulance kører til en nærliggende Klinik i Homberg, hvor vi
ankommer samtidig. Vi har nuværende tidspunkt ingen anelser om hvad der videre
sker med Hanne og Jannie.
Ved
modtagelsen bliver vi begge røntgenfotograferet og derefter bliver vi kørt til
en ventestue, hvor politiet ønsker at afhøre os. Det bliver dog udsat
foranlediget at præsten, som følger os. Herefter bliver vi kørt op på en stue,
hvor vi skal være til observation. Præsten kommer ind på stuen og fortæller
Dennis, hvad jeg allerede ved, at Jannie er død. Denne gang opfatter Dennis det
og samtidig taler vi om hvad jeg har set til mor. Efter vi er blevet alene
giver vi hinanden et kram og lover at hjælpe hinanden igennem denne krise. Vi
er enige om at vores små slagsmål er småting i forhold til hvad vi har været
igennem denne gang. Vi fik selvfølgelig sovemedicin og gik i seng.
Da vi vågner
næste morgen, går det hele op for os i al sin grusomhed. Det er umuligt at
forestille sig, hvordan man føler når ens barn er dødt Jeg har vel nærmest
fungeret i en rus på ulykkesaftenen og denne rus skal vise sig at tage lang
tid. Vi skal nu i gang med alle de praktiske ting, som i sig selv er frygtelige
og så ovenpå de oplevelser, vi har selv har gennemgået. Jeg tror det første vi
gør er at ringe hjem til Solveig og Kurt og fortælle dem, hvad der er sket. Det
bliver naturligvis modtaget med stor sorg. Samtidig modtager vi en
telefonmeddelelse fra Fritz og Inge om deres store medfølelse; de er blevet
kontaktet af politiet, der ikke kunne finde Michael, gud være lovet, og har
fået meddelelsen herigennem. Fritz og Inge overbragte herefter den tragiske
meddelelse til Michael, men herom siden.
Dennis og jeg
taler om hvad, vi skal gøre. Dennis forsøger at kontakte konsulatet i
Frankfurt, men her er der kun en telefonsvarer at tale til. Herefter kontakter
Dennis udenrigsministeriets nødtjeneste, som forsøger at kontakte konsulatet,
men de må vende tilbage med den nedslående meddelelse fra konsulatet, at dette
er for lille en sag for dem!!! Konsulenten fra udenrigsministeriet er oprørt
over dette og får derefter sat EuroAlarm på sagen. Kort efter bliver vi
kontaktet telefonisk af en kriselæge fra EuroAlarm. Han ringer nogle gange i
løbet af dagen og foreslår, at en krisemedarbejder kommer ned til os. Dette
bliver dog senere kaldt tilbage. Vi får også i løbet af lørdagen at vide, at
Hanne er indlagt på en Klinik i Kassel og at Jannie er blevet kørt til kapellet
i Homberg, hvor vi befinder os. Bilen er blevet transporteret i Autobahnpolizei
i Bad Hersfeld.
I mellemtiden
ringer Fritz, som tilbyder at komme ned og hjælpe os. Vi afviser i første
omgang, men da afslaget om krisehjælp kom, erkender vi, at vi nok behøver hjælp
hjemmefra. På et tidspunkt i forløbet får vi fri tøjler med mobiltelefonen og
de er herefter glødende. Politiet dukker op og afleverer nogle ejendele fra
bilen, men det er dog i det væsentligste fra Jannie og Hanne. Vores præst Jens
kommer også og besøger os og taler med os. Ellers går dagen med alle de
praktiske ting, og diverse lægetilsyn mm. Dennis og jeg er begge meget oprørte,
men forsøger "hult" at hjælpe hinanden.
Søndag morgen
den 21. januar bliver jeg endelig løst fra de snærende bånd(kardiografen) og
får lov til at gå i bad. Da jeg kommer udfra badet vrimler stuen med mennesker.
Fritz, Kurt og Torben er kørt herned i nattens løb for at hjælpe os videre. Nu
får tårerne frit løb, Endelig føler Dennis og jeg lidt tryghed i vores
tilværelse med hjælpen hjemmefra. Vi lægger en slagplan for alt, hvad vi skal
klare i løbet af søndagen før vi kører til Kassel for at se til Hanne. For det
første skal vi have arrangeret hjemtransporten af Jannie gennem en bedemand i
Homberg. Dennis udtrykker ønske om at komme ud at se Jannie i kapellet, hvilket
jeg er imod, men siger dog, at hvis Dennis vil, følger jeg med og sådan bliver
det så. Vi skal desuden til Bad Hersfeld for at aflægge forklaring overfor
politiet samt afhente nogle andre ejendele i bilen, og sluttelig skal vi til
Kassel. Under planlægningen bliver det også besluttet at kontakte EuroAlarm
endnu en gang for at få dem til at sende en krisehjælp til os, og det lykkedes
at få en, som vi skal møde i Kassel i søndag aften-
Dennis og jeg
bliver udskrevet fra klinikken og vi tager derefter hen til bedemanden, hvor vi
fik planlagt Jannies hjemtransport i det omfang det nu lader sig gøre. Herefter
bliver vi af bedemanden kørt ud til kapellet, hvor vi skal se Jannie. Det
ligger et meget smukt sted med udsigt ned over nogle bakker. Bedemanden går ind
og får Jannie lagt frem. Herefter går vi alle fem ind for at se Jannie. Det er
et frygteligt øjeblik, hvor alt går op for en i al sin gru, når man står der og
ser sin smukke datter død. Tårerne render fra os alle og for mig løber tankerne
gennem hovedet, hvorfor kunne man ikke hjælpe, når det værste skulle opstå. Det
er min datter der ligger der, som jeg får at se for sidste gang. Ved siden af
eller i min favn har jeg min søn, der er helt knust ved synet, omkring mig mine
brødre og min datters svigerfar. Jo jeg har al den støtte jeg kan ønske mig,
men min datter er død og det kan ingen hjælpe mig med. At jeg så ovenikøbet har
min Hanne liggende på et hospital lykkeligt uvidende om hvad der er sket på
grund af livsfarlige kvæstelser. Jo jeg er en "heldig" mand!!! Trods
min modstand og store sorg ved at se Jannie i Kapellet, må jeg erkende, at jeg
ikke ville have undværet det i dag.
Efter kapellet
kørte vi indtil byen og satte Torben og Kurt af da vi skulle til Bad Hersfeld
og Fritz' bil ikke er designet til 5 voksne mænd. Det var med noget blandede
følelser vi skulle til Bad Hersfeld, da vi skulle passere ulykkesstedet, men nu
fik vi da set det i dagslys. I Bad Hersfeld fik vi fat i Autobahnpolitiet og vi
skulle afgive vores forklaring om hvordan ulykken var sket. Dennis blev i
øvrigt afhørt som sigtet, hvilket åbenbart er normalt, men politiet kunne ikke
fortælle, hvad han var sigtet for. Som de sagde "om ikke andet så
uforsvarlig kørsel". Efter politiet kørte vi ud til værkstedet, hvor
Audien var transporteret til og vi afhentede de genstande vi havde brug for.
Fritz havde medbragt sit digitalkamera og tog billeder af bilen, som senere
skulle vise sig at være til stor gavn for forsikringen og Hjemtransporten.
Herefter ville politiet vise os vej ud af byen, men vi havde svært ved at følge
til trods for Fritz' ihærdige forsøg, men vi kom dog tilbage til Homberg. Her
samlede vi Torben og Kurt op og kørte mod Kassel. Da vi kom til Kassel, fik vi
noget at spise på en Imbiss, og vi indkvarterede os på hotel Queens. Herefter
tog Fritz, Dennis og jeg ud til Klinikum Kassel i nærheden for at se til Hanne,
som var indlagt på intensivoperativ afdeling. Vi blev mødt af en læge, der
fortalte os, hvad der var sket med Hanne, og hvilken behandling, man forventede
at give Hanne. Endelig fik vi lov til at besøge Hanne, og det var et frygteligt
syn, der mødte os. Udover de kvæstelser jeg i forvejen havde set på ulykkesstedet,
var Hanne nu hævet til næsten det dobbelt i ansigtet, hun havde slanger ud
overalt og lå hen i en coma, som lægen dog havde forklaret, var en medicinsk
coma for at undgå smerterne. Vi havde ingen kontakt med Hanne og var alle meget
chokeret over udviklingen. Efter en times tid tog vi tilbage til hotellet.
På hotellet
blev vi kontaktet af EuroAlarms Krisehjælper Vinni, som var ankommet til Kassel
og ville komme ud og besøge ved midnat for at planlægge dagen i morgen.
Da alle var
stået op og havde nydt morgenmaden på hotellet inklusive champagne, ankom Vinni
til hotellet. Som aftalt aftenen forinden samledes vi alle sammen og gennemgik
dagens program. Herefter var vi alle enkeltvis til samtale med Vinni, hvor vi
havde lov til at sige hvad vi havde lyst til. Et af de gode udtryk, jeg
erindrer fra samtalen, var, som Vinni sagde, "man kan jo ikke være ked af
det hele tiden, for så er det jo en livsstil, og så er man jo aldrig rigtig ked
af det". Det er en af dem jeg har brugt meget, når verden så sortest ud.
Ellers gik dagen mest med samtaler på kryds og tværs. Og den sluttede af med at
Torben og Fritz kørte mod København, mens Kurt, Dennis og jeg tog på hospitalet
til Hanne, hvor der ikke var større fremgang at se.
Der var i
løbet af de sidste par dage indløbet forskellige meddelelser omkring, hvordan
Hanne ville blive behandlet, blandt andet havde vi fået at vide, at Hanne ville
blive opereret om onsdagen, og at hospitalet ville holde hende i coma en uge
frem efter operationen. På grundlag af dette besluttede Dennis og jeg at tage
hjem til Danmark for blandt andet at ordne de praktiske ting i forbindelse med
begravelsen af Jannie. Vinni sørgede herefter for billetter til Danmark.
Om formiddagen
talte vi herefter sammen med Vinni og derefter tog vi ud for at besøge Hanne.
Vi ankom netop da hospitalet var begyndt at vække Hanne for at kontrollere
hendes reaktioner og det var utroligt skønt at være med til at se og hjælpe med
til vise, hvordan Hanne reagerede på de forskellige ordrer. Når vi sagde
"klem med højre hånd" så klemte hun med højre hånd og "løft
venstre ben" så løftede hun. Det var utroligt små tegn på, at Hanne
fungerede, men de virkede som fantastiske fremskridt i forhold til, hvad vi
ellers havde set. Det var tegn på, at Hanne nok skulle komme sig. Vi havde dog
endnu ikke fortalt Hanne om Jannie. Mens vi var på klinikken, havde vi en
samtale med lægen, der forklarede, hvordan de skulle operere Hanne, og til
vores store overraskelse sagde lægen, at de ville vække Hanne så hurtigt som
muligt efter operationen. Vi kom nu idet dilemma, skulle vi tage hjem eller
blive dernede. Vi var dog begge meget opsatte på at komme hjem og konkluderede,
at Hanne ville være i coma hele onsdagen, og så kunne vi tage derned så hurtigt
som muligt om torsdagen, så beslutningen blev, at vi tog til Danmark.
Da vi forlod
klinikken, tog vi til hotellet og hentede vor bagage
og derefter tog vi direkte til banegården, hvor vi kørte med højhastighedstog
til Hannover. Herfra fløj vi til København. Der var med en underlig følelse at
glæde og frygt vi fløj hjem til Danmark. Glæde til at se familien og venner og
frygt for at se familien og venner. Vi ønskede vel på en gang at dele vor sorg med andre, og samtidig frygtede vi den sorg, som de
andre følte. Da vi endelig landede og kom ind, var det en utrolig glæde at se
dem der var mødt op ikke mindst Michael. Michael havde jo mistet sin store
kærlighed ved denne tragiske hændelse, som vi havde været ude for, og Michael
havde jo talt med Jannie ganske kort før ulykken. Udover vor
og Michaels nærmeste familie, var også Dennis' meget gode venner mødt op. Der
var en knusen og en krammen, fra alt og alle, der lettede fantastisk på vore følelser. En ting som jeg aldrig vil glemme er, at det
første Fritz gjorde, var at tage fat i Michael og Vinni for at lade dem tale
sammen. Det viste Fritz' store bekymring for sin søn.
Efter denne
modtagelse kørte vi hver til sit, det vil sige at Dennis og jeg kørte med hjem
til Solveig og Kurt for at overnatte der.
Efter vi var
kommet hjem, kunne jeg knap nok få tiden til at gå indtil jeg havde set og
krammet Jannies søn og mit barnebarn Lukas. Så onsdag morgen kørte vi til
Mørkhøj, hvorfra vi alle skulle videre med dagens krævende opgaver. Jeg tror
næsten jeg løb ind til Lukas og tog ham op og krammede ham. Jeg ved ikke, hvad
han tænkte og hvad han tænker i dag, men jeg elsker den lille unge, der skal
leve sit liv uden en moder at knytte sig til. Over en kop kaffe aftalte vi, at
Michael, Dennis, Vibeke og jeg til bedemanden og planlægge Jannies begravelse.
Jeg blev noget overrasket over, at det blev ønsket, at Jannie skulle begraves,
da min familie normalt er blevet brændt, men jeg accepterede det udfra et
synspunkt om, at når Lukas ikke havde sin mor, kunne han i hvert fald gå på
kirkegården for "at tale med hende". Vibeke havde også en kollega,
der sang i radioens pigekor, og det blev også aftalt, at vi skulle forsøge at
få hende til at synge nogle solosange ved begravelsen. Torben kørte mig
herefter hjem for at få noget rent tøj og satte mig siden af ude ved
bedemanden.
Her aftalte vi
de nærmere omstændigheder omkring hjemtransport af Jannie og omkring begravelsen,
som dog ikke kunne fastlægges præcis, da jeg insisterede på, at Jannie ikke
måtte begraves før hendes moder, var vidende om, at Jannie var død. Men ellers
fik vi planlagt de mest nødvendige ting og aftalt, at vi skulle på Gladsaxe
Kirkegård næste dag for at vælge gravsted. Efter alle disse meget oprivende
ting var på plads tog vi hver til sit og aftalte at mødes dagen efter.
I hele denne
mærkværdige tid skal jeg også huske at nævne, at i min familie havde specielt
Solveig og Lis, Jannies kusine, gjorde et stort arbejde med at ringe rundt til
alle Jannies og vores venner og bekendte, for at fortælle dem om den tragiske
begivenhed. Og i øvrigt havde Kurt og Torben inden, at de tog til Tyskland
været nede hos Hannes far Hans og Inga, for personligt at overbringe dem
meddelelsen om deres barnebarns død og datters kvæstelser.
Efter
forskellige meldinger fra EuroAlarm og fortrøstningsfulde om at alt fungerede
hjemme, besluttede Dennis og jeg at tage tilbage til Kassel torsdag den 25.
januar. Samtidig fik vi fra SOS at vide, at de ville betale Dennis' rejse. Vi
havde fra EuroAlarms læger fået at vide, at Hannes tilstand var
tilfredsstillende, og at hun på en opvågningsskala fra 1 -15 befandt sig på ca.
8. Så alt så godt ud fra vort enkle synspunkt...
Dennis og jeg blev kørt til Kastrup af Torben og vi tog flyveren til Hannover
og herfra toget videre til Kassel. l Kassel skulle vi da finde det Hotel hvorpå
SOS havde indkvarteret os. Vi tog en taxa fra Banegården og det viste sig at
hotellet lå rimeligt tæt ved Klinikken, hvor Hanne var indlagt, men i et meget
mørkt og trist område af byen. Det var jo ikke det vi havde allermest brug for
i en denne tid. Efter vi havde fundet hotellet, tog vi straks ud og besøgte
Hanne på klinikken, men hun var meget døsig naturligvis på det tidspunkt, da
jeg tror klokken var over midnat.
Næste dag
havde vi kontakt hjem til og fik at vide, at på grund af trængsel i kirken,
havde Michael besluttet, at begravelsen af Jannie skulle forgå onsdag den 31.
januar. Det skabte en stor ophidselse hos os - Dennis og mig - da vi herigennem
fik mindst mulig tid til at forberede tingene. Det udviklede sig til at Dennis
og Michael sendte "ondsindede" meddelelser til hinanden.
Vort problem var stadig, at Hanne
skulle vide og forstå, at Jannie var død. l løbet at dagen fik Dennis og jeg
taget os sammen til at tage ud på klinikken efter frokost for at fortælle Hanne
de frygtelige kendsgerninger. Da vi skulle i gang med det, hvor vi holdt Hanne
i hver sin hånd, skete der det forunderlige, at Vater Rainer Truss fra
klinikkens sjælesørger tjeneste pludselig stod i stuen. Herefter fortalte jeg
så nænsomt som jeg kunne og med min bedst mulige stemme, at Jannie vor kære datter var død i trafikulykken. Jeg ved den dag i
dag ikke om Hanne forstod det, men ifølge journalerne havde Hanne en urolig nat
efter denne dag.
Det var en
frygtelig situation at stå i at skulle fortælle en sådan historie, samtidig
med, at man frygtede for om Hanne kunne bære en sådan oplysning i hendes svære
situation. Men jeg må i sandhedens tegn også sige, at jeg takker dem fra oven
for at Vater Rainer Truss var til stede, da det på en måde gjorde det lettere
at overbringe en sådan meddelelse. Det skal da også i denne sammenhæng nævnes,
at Vateren bad en bøn for Hanne.
Fredagen gik
efter bedste "beskub", samtidig med, at vi fik meddelelse hjemmefra,
at Kurt og Ole var på vej herned. Ole havde besluttet at tage toget, men da
Kurt og han talte sammen og blev de enige om at køre derned sammen. Deres
beslutning var også baseret på at alle var lidt bange for, hvad der ville ske
mellem Dennis og mig i denne pressede situation. I løbet af lørdagen fremkom
der flere "SMS"' mellem Michael og Dennis og til sidst bad jeg Dennis
om at stoppe det, og lidt senere gik jeg ned og ringede til Michael og bad også
ham om at stoppe op. Det lykkedes og siden viste sig jo også efter min mening,
at være unødvendigt
Hen under
aften afventede vi også Ole og Kurt, som vi havde bestilt plads til på
hotellet, - formentlig den eneste gang der nogensinde har været fuldt booket -
og de ankom ved nitiden. Herefter havde vi en lang snak over en flaske whisky,
det var skønt at have venner omkring sig.
I løbet af
søndagen var vi to gange på hospitalet. Den første gang vi var der, var Hanne
taget ud af sengen og sad(lå) i en stol. Det var en glædelig oplevelse selvom
Hanne langtfra var rask, men vi kunne da alle føre en dialog med hende og da
Ole forlod stuen råbte Hanne hils Laila helt uanfægtet Jo det gik fremad for
Hanne, ja endog så meget, at hun ville have os til rejse sig op, for som hun
sagde, når hun spurgte plejepersonalet, sagde de bare "Nein". Den
sidste gang talte vi med en af lægerne, der mente, at der intet var til hinder
for, at Hanne kom hjem til Danmark mandag eller tirsdag. Baseret på disse
informationer ville Dennis gerne hjem til Danmark og han fik en mulighed for at
tage tilbage søndag aften, og alle var glade.
Jeg havde også
en af disse ubehagelige opgaver, som normalt udskydes til sidste sekund, nemlig
at skulle skrive nogle ord til præsten, som kunne danne grundlag for hendes
tale i kirken. Det er på en gang et ønske, men samtidig en forbandet svær
opgave at gennemføre. På pres af de andre fik jeg endelig sat mig for mig selv,
og skrev disse ord:
Kære Jannie
Mors
"Nilla" og fars "Mus" altid en glad pige lige fra vuggen.
Man kunne altid være sikker på at få et smil fra dig. Selv når man vækkede dig
om morgenen strålede smilet fra dig. Utroligt for du var ikke til at få i seng
om aftenen, godt nok gjorde du dig "klar" fordi selv når vi var ude
rendte du rundt i undertøj.
Alle de
mennesker du har mødt, har elsket dig højt, for du har aldrig gjort tingene
sværere end de var. Begge dine ben var solidt placeret på jorden, måske lidt
for solidt syntes du selv en gang imellem og forsøgte at tabe dig, men husk
altid at smilende mennesker altid er smukke.
Da du blev udlært
på Jægersborg kaserne, fik du en ros af chefen, som mor og far var meget stolte
over.
Han
koncentrerede sig mest om, at han blev glad, når han mødte dig og så dit smil
og glade sind. Vi fandt egentlig aldrig rigtig ud af om han var "tilfreds
med arbejdet. Den virkning har du altid haft på de mennesker du mødte, og
derfor havde dine veninder og venner altid straks stor tillid til dig. Din
glæde for fotografering var stor og alle og alt skulle fotograferes i alle
sammenhæng ikke mindst Lukas.
Også din glæde
for huset i Sverige er kendt af alle og du har altid elsket at komme der og
læse op for alle og rigtig nyde naturen.
Din familie
har altid elsket dig højt. Når vi starter med din farmor og farfar, som passede
dig i din spæde alder og senere også Dennis, Jamen da l kom i børnehave, måtte
farmor alligevel over at hente jer fordi der var lidt kedeligt derhjemme. Din
mormor elskede dig højt og din morfar og Inga elsker dig og har på det seneste
forsøgt at få jer til Ringsted. Din bror Dennis elsker dig og har et dybt og
varmt forhold til dig. Din Michael elsker dig og du ham så varmt og inderligt.
Lukas din øjesten og du er hans øjesten jamen det er kærlighed ud over alle
grænser. Michaels familie elskede dig højt og resten af din omgivelser elsker
dig.
Nu har du fået
mange roser, men du er jo et menneske, så nogle dårlige sider må du også have.
l denne stund er det svært at finde dem, det skulle vel lige være tatoveringen
på skulderen.
Din mor og far
vil altid være hos dig og passe dig og dine og du vil altid være i vore hjerter lige meget hvor vi bevæger os hen. Vi skal nok
passe på din familie-
ALLE ELSKER
JANNIE
Kærlig hilsen
Mor og far
Men livet har
vi efterhånden lært er ikke så enkelt. Ca. kl. 22 ringede Dennis og var aldeles
desperat, da flyet tilsyneladende var blevet aflyst. Jeg var parat til at tage
til Hannover med et samme, men Dennis havde selv arrangeret med en læge i
Hannover. Afslutningen på det hele blev, at Dennis ringede til os ca. kl. 24 og
fortalte, at han var indkvarteret på et 5* hotel og ville komme med det det
første morgenfly.
Næste dag
mandag den 29. januar tog vi på klinikken og besøgte Hanne og vi havde en
samtale med overlægen, som fortalte, at der var blevet arrangeret hjemtransport
for Hanne til om tirsdagen. Hvis man i en sådan situation kan tale om at noget
går godt, må man sige, at Hanne havde godt og havde gjort store fremskridt,
bare fra vi kom tilbage om torsdagen Da vi vidste det, aftalte vi, at jeg kunne
tage hjem mandag, og at Kurt og Ole blev i Kassel til om tirsdagen for at
sikre, at alt gik godt omkring hjemtransporten. Så ved frokosttid tog jeg toget
til Hannover og flyveren videre til København, hvor jeg blev afhentet af
Torben, og fragtet ud til Solveig, hvor jeg overnattede. Jeg var herefter klar
til at tage fat i næste del, forberedelserne til begravelsen af Jannie.
Om tirsdagen
var der blevet arrangeret, at vi skulle til samtale med præsten i Søborg Kirke
- Merete Søling -, som skulle forestå begravelsen. Det var en meget beroligende
oplevelse at tale med hende og jeg tror, vi kom rundt om alt i situationen.
Merete foreslog også, at der kom en præst til Hanne på hospitalet under selve
højtideligheden og det var alle enige om, at det var en god ide, Så Merete tog kontakt til Hillerød og arrangerede dette.
Ellers gik
resten af dagen med at planlægge, tale i telefon og vente på Hannes hjemkomst
omkring kI. 16.00. Hannes hjemkomst gik, er jeg lige ved at sige heller ikke
stille af.
For det første
landede flyveren for tidligt i Kastrup, så ambulancen og flyveren kørte galt af
hinanden. Jeg fik så at vide på et tidspunkt, at Hanne var på vej til Hillerød
Amtssygehus, hvorefter jeg ringede derop for at høre, hvad der skete, og
hvornår vi kunne besøge hende. Men de havde ikke hørt, at der skulle være en
svært kvæstet på vej til dem. Så igen fat i Europæiske for at høre, hvad det
betød. Så lidt senere fat i Hillerød igen, der nu godt vidste, at der var
"et eller andet på vej". Jeg aftalte at ringe en halv time senere,
når der var klarhed over situationen. Da jeg ringede igen, vidste de ikke om
hun var i Indskrivningen eller på Skadestuen, men de fandt hende dog, og vi
aftalte, at jeg ville blive kontaktet, når Hanne var blevet bragt op på en
stue. Det blev jeg så af en læge på Intensivafdeling, der i øvrigt var meget
sød, men forklarede, at Hanne lå "på det yderste mandat" på
intensive, og at hvis der var behov for pladsen, ville Hanne blive overført til
Helsingør. Jeg blev meget udiplomatisk og truede med at sætte både Hørsholm
Kommune og Amtet i arbejde, hvis Hanne skulle flyttes. Nå men alt endte godt og
Hanne blev på Hillerød.
I mellemtiden
var Kurt Kommet hjem fra Kassel, hvor han og Ole var kørt fra tidligt om
morgenen. Da vi havde aftalt, at Solveig, Kurt og Jeg skulle følges ad til
begravelsen, foreslog jeg, at Dennis, Solveig og Kurt kom til Rungsted og
overnattede, så kunne vi sammen om aftenen tage op og besøge Hanne og Solveig
kunne komme til at hilse på Hanne. Samtidig kunne Solveig danne sig et billede
af, hvad Hanne ville synes om, hvem der kunne komme og besøge hende. Som aftalt
tog vi så der op og Hanne var "relativ" frisk, indtil hun begyndte at
tale om hvordan det gik med Jannie. Jeg blev dybt chokeret, da trods jeg Hannes
situation var overbevist om, at hun havde forstået, at Jannie var død.
"Til alt held" skulle Hanne som hun sagde "jeg skal skide"
og vi andre fire gik ud i venteværelset og talte om, hvad vi skulle gøre. Om jeg
skulle fortælle Hanne det endnu engang eller om vi bare skulle lade som
ingenting. Da vi kom ind til Hanne igen, løste hun imidlertid selv problemet
med at begynde at tale om, at det var mærkeligt, at Jannie skulle dø. Jeg ved
ikke om man kan sige jeg var lettet, men noget i den retning.
Vi kørte
herefter hjem og Dennis, som gerne ville hjem til sig selv, kom med bussen fra
Hørsholm, og vi andre tog til Rungsted og fik et par whiskyer og talte lidt om
hele situationen. Herefter gik vi seng for at kunne være udhvilede til i morgen.
Så kom dagen
den 31. januar 2001, som alle forældre frygter, men som så utallige mange
forældre alligevel må igennem af den ene eller anden årsag. Der er ikke nogen
rigtig måde at skulle begrave sit barn på. Jeg opfattede dagen som den endelige
dag, hvor vi skulle tage afsked med Jannie. Man har indtil da hele tiden troet,
det bare var en ond drøm, at miraklet skulle opstå, og Jannie bare ville komme
gående og sige "hej! Hvordan går det?”. Men det er kun en drøm, for
inderst inde er man godt klar over, hvad der er sket, og at der ikke er nogen
vej tilbage. Vi startede dagen med at spise morgenmad, og derefter tog vi
indtil Søborg dels for at hente kransen, som Dennis havde bestilt for os og
dels havde vi en aftale med Michael om at være ved kirken i god tid for at tage
imod. Men allerede da vi afhentede blomsterne, begyndte tiden at løbe, da vi
mødte den ene efter anden, som ville kondolere. Da vi kom frem til kirken, var
jeg inde for at lægge kransen ved båren og ville så have været ud i den friske
luft igen, men det var ganske umuligt, for allerede en halv time før var kirken
stopfuld af mennesker, som ville hilse på mig og selvfølgelig resten af familien.
Endelig fem minutter fik jeg udenfor inden højtideligheden skulle starte.
Begravelsen foregik, som begravelser vel gør, dog med den forskel at en af
Jannies kollegaer Purnima fra PFA sang solo Carole King's "You got a
friend" og da vi bar kisten ud, sang hun "l skovens dybe stille
ro". Vi indledte med en sang fra salmebogen og Præsten Merete Søling holdt
en meget smuk tale.
Efter den
kirkelige handling skulle vi køre til Gladsaxe Kirkegård, hvor Jannie skulle
begraves og jordpåkastelsen foretages. Der var så lang en kortege af biler fra
kirken at trafikken gik fuldkommen i stå j Søborg. Også på kirkegården sang
kollegaen "Solen er så rød mor", som var den godnat Sang Jannie foretrak
at synge for Lukas, når han skulle sove. Herefter skulle alle kaste roser og
andre mindeting i graven til Jannie Som afslutning på kirkegården måtte jeg
takke for deltagelsen og inviterer deltagerne til en lille mindehøjtidelighed
på Aldershvile Slotspavillon, hvor mere end 100 mennesker deltog. Efter kaffe,
øl og vand på Aldershvile Slotspavillion, kørte vi på kirkegården for at se
graven var kastet til og pyntet op med alle blomsterne. Det var et meget smukt
syn med alle de mange blomster, der også var fordelt ud over gangene, da der
ikke var plads på graven. Vi tændte 30 lys for Jannie, som Inga havde medbragt.
Vi havde
naturligvis aftalt, at Hannes far Hans og Inga kunne komme op og besøge Hanne,
så derfor tog Dennis, Inga & Hans og Solveig & Kurt med nordpå, hvor vi
kørte op til Hanne alle sammen. Hans og Inga var noget chokeret over at se,
hvorledes det stod til med Hanne, men vi havde en god dialog også med Hanne, så
de var noget mere beroliget, da vi tog derfra. Vi andre havde jo kendt til
tilstanden i snart 2 uger, og vi kunne bare se, hvordan det skred frem med store
skridt fra den første færd.
Vi kørte hjem
til Rungsted for at samles inden, vi kørte videre til Hørsholm Midtpunkt for at
få en bid mad i den kinesiske restaurant Shuang Long.
Af hensyn til
Hanne og senere Lukas lod vi begravelsen optage på video, således
at de også fik en mulighed for at se højtideligheden, når tiden var
inde.
Da begravelsen
nu var overstået, skulle vi i gang med alle de praktiske ting, der var
takkekort, forsikringsopgøreIser, besøge Hanne osv. og alt skulle foretages af
os selv Michael, Dennis og jeg, der alle til en vis grad var følelsesmæssigt
ude af balance. Det er hård belastning at komme igennem. Og så lige pludselig
modtog vi en kasse 2 x 2 x
Det positive i
perioden var at se, hvor hurtigt Hanne kom sig. Allerede fredag den 2. februar
blev hun flyttet fra Intensivafdelingen til Neurologisk afdeling, hvor hun vel
stort set hele tiden havde besøg. Søndag den 11. februar fik hun et par timer
fri fra afdelingen og var for første gang hjemme i Rungsted efter ulykken. Her
var hele familien på besøg, så det var lidt hårdt, men det var da kun et par
timer. Næste weekend fik Hanne fri hele weekenden 16. -18. februar og søndag
aften kørte jeg hende tilbage til Hospitalet. Mandag startede jeg på arbejdet
igen, men om aftenen da jeg skulle besøge Hanne stod hun fuldt påklædt og var
blevet sendt hjem. Derefter ringede jeg til arbejdet og sagde, at der nok gik
en uge inden jeg kom igen.
Hvorfor:
Skulle
det være slut før det begyndte
Kunne
jeg ikke hjælpe når der virkeligt var behov
Skal
vi aldrig mere kramme og kysse hinanden
Skulle
du ikke se Lukas vokse op
Skulle
du ikke glædes over Lukas' blide sind som vi over dit
Skulle
jeg føre dig den forkerte vej ud af kirken
Skulle
du ikke fortsat være stødpude mellem Dennis og mig
Skulle
din livsglæde og -kraft have så pludselig en ende
Skal
Lukas ikke have sin mor ved sin side, når han vokser op
Skal
Dennis ikke fortsat have sin søsters fortrolighed
Skal
vi andre ikke nyde din positive holdning overfor alt og alle
Må
verden ikke have mennesker som dig
Skal
vi aldrig mere høre "Hej det er Jannie"
Skal vi ikke opleve din på en gang
angst for og mod på (Respekt) for verden
Savner vi dig alle så utroligt
meget
Retur til Familie.