Indledning

Denne beretning skal tilegnes til hele vor familie, alle vore venner og bekendte samt alle vore kollegaer, da vi har mødt en fantastisk og overvældende deltagelse og medfølelse i forbindelse med vor tragiske oplevelse fra alle de nævnte.

Beretningen er skrevet, fordi jeg har været i den helt ulykkelige situation at være deltager i et trafikuheld, hvor min datter Jannie blev dræbt, og min kone Hanne blev livsfarligt kvæstet. Min søn Dennis og jeg selv Flemming slap uden væsentlige fysiske men, men vi må nok sige, at alle har fået et psykisk men, som ingen af os har a­nelse om, hvornår det læges endsige bare holder op med at smerte. Det er håb gennem denne beretning at få løst op for nogle af de knuder, der presser på indeni i en.

Efter at Lukas var blevet født den 22. november 1999, ville Jannie meget gerne på skiferie snarest muligt, og da Hanne og jeg har en Timeshare lejlighed i Verbier i Schweiz i uge 3 hvert år, ville Jannie gerne af sted allerede i 2000, da Lukas bare var 3 måneder. Vi var nogle stykker, der modsatte os dette og aftalte i stedet for, at Jannie, Michael og Lukas skulle med 2 uger i 2001. l sommeren planlagde vi så denne tur for os alle 5, men derefter syn­tes Dennis, at det kunne være sjovt at komme med os andre på skiferie og så var vi seks. Da vi i så fald skulle kører i 2 biler, undersøgte jeg med min broder Torben om, vi kunne låne en minibus, men så ville Torben også med og så var vi syv. Da vi nåede januar 2001, ville Torben først ikke med på grund af sygdom, og siden fandt Michael og Jannie ud af, at det var bedst, hvis Michael og Lukas blev hjemme til næste år.

Herefter var vi Jannie, Dennis, Hanne og jeg tilbage, altså mor, far og deres to børn, som vi så ofte tidligere havde været af sted. Vi glædede os meget alle sammen, og som af vores bekendte sagde den 17. januar 2001, nu må hygge jer for, det bliver måske sidste gang i fire tager af sted sammen. Sandheden i denne udtalelse, der var så kærligt ment, blevet frygteligt mareridt.

Ulykkesdagen

Endelig oprandt den 19. januar 2001, hvor vi skulle af sted på skiferie i Verbier Schweiz. Dennis kom op til os med bagagen og skiene, så vi kunne pakke bilen, og så Jannie kunne få længst mulig tid til at tage afsked med Lukas og Michael. Det var første gang, Jannie skulle bort fra Lukas i mere end en dag, og hun var også lidt beklemt ved situationen, men var dog sikker på, at Michael nok skulle klare Lukas. Efter et langt og inderligt farvel kørte vi fra Søborg lige over middag.

Hanne havde vundet turen til Rødby og kørte de første to timer hertil. Fra Puttgarden til Hamburg var Dennis chauffør, og her overtog jeg rattet indtil en tank- og raststation(Hasselberg) syd for Kassel. Turen hertil forløb gnidningsløst, vi havde det hyggeligt i vognen. Vi snakkede om alting og hørte musik og vittigheder. Vi ringede på mobiltelefon til nogle venner og familie og fortalte(let mobbende), at vi var på vej på ferie. Hver gang vi gjorde, holdt ringede Jannie til Michael for at høre, hvordan det stod til. Vores snak gik om løst og fast om mange forskellige ting og blandt andet fortalte Jannie, at Michael havde lovet, at Lukas kunne gå, når mor kom hjem. Jannie fortalte også, at hun havde tænkt sig at fri til Michael, når hun kom hjem. Michael havde friet sidste år, men Jannie syntes ikke de havde penge nok til et bryllup den gang og havde sagt nej, så derfor mente hun, at det var hendes tur nu, da de havde sparet nogle penge op.

Vi havde besluttet hjemmefra, at vi ville overnatte i Kassel, men da vi nåede Kassel ved 19.30 tiden, blev vi enige om at køre videre til Frankfurt ca. 2 timers kørsel mere. Da vi så samtidig skulle have mere benzin på bilen, kørte vi ind på tank- og raststation Hasselberg syd for Kassel ca. kl. 20 og fyldte benzin på bilen. Da vi ikke kendte til overnatning i Frankfurt, kørte vi over til Raststedet og kiggede efter Hotelkort eller lignende. Dennis og jeg gik indenfor og ledte efter kort, mens Jannie og Hanne sad ude i bilen og snakkede og pjattede, blandt andet spurgte Jannie om Hanne ville sidde på forsædet. Da vi skulle videre, spurgte Dennis, om han skulle køre, og jeg sagde, "det kan du da godt", mest udfra at jeg syntes, at det var dejligt, at en anden ville køre. Bagefter spurgte jeg Jannie om hun troede, at hun havde eneret på forsædet, fordi hun havde siddet der hele turen. Jannie sagde, at jeg måtte da gerne sidde der, men jeg kravlede om bagved Dennis.

Ulykken

Vi startede fra rastepladsen og kørte vel 5 minutter, da den fatale ulykke skete. Vi kørte med ca. 100 km/t, da vognen pludselig kom i skred Vi ramte autoværnet i midten af autobanen, snurrede rundt og holdt med front mod køreretningen. Vi åndede lettet op og jeg sagde "puha vi klarede den", lige efter sagde Jannie "skal vi ud af bilen" og i det samme ser jeg et kraftigt lysskær i forruden og mærke braget da den anden bil kører ind i os. Jeg mærker kolossale kræfter, der flår mig rundt i sikkerhedsselen og endelig holder vi stille ved autoværnet ved ydersiden af autobanen.

Min første reaktion er, at vi er blevet slynget over i den modsatte kørebane, og da jeg ikke kan se Jannie, farer jeg ud af bilen for at stoppe trafikken, da jeg tror, at Jannie er blevet slynget ud af bilen og ligger ude mellem de kørende biler. Men pludselig råber Dennis, at Jannie lå indeni bilen på forsædet, og at vi må hjælpe Jannie. Jannie ligger fladt og uden bevidsthed med hovedet inde mellem forsæderne. Jeg prøver, at få hånden ind under hovedet på Jannie, men tør ikke gøre noget at frygt for at forværre situationen. Hanne sidder på bagsædet og hyler uhyggeligt med noget blod rendende med over panden og er delvis ved bevidsthed, men dog ikke rigtigt til at komme i kontakt med. Dennis er fysisk tilsyneladende sluppet med et blåt øje og for mit eget vedkommende synes jeg ikke at have lidt fysisk overladt. Senere viser det sig dog at jeg har fået et dybt skinnebenssår. Efterhånden begynder trafikanterne at stoppe og komme os til hjælp, blandt andet er der en stor lastbil der lyser op for os. Da dørene i Audien ikke kan åbnes i højre side, så vi kan komme Jannie og Hanne til hjælp, forsøger lastbilen med et tov at trække dørene op. Det er dog halsløs gerning og forsøget stopper hurtigt. Trods det føles som halve og hele år er redningsvæsenet dog hurtigt fremme ved ulykkesstedet og overtager redningsarbejdet. Dennis og jeg har vel til en vis grad nu forstået alvoren og vi er begge i en krise, der viser sig ved at Dennis hele tiden render rundt og råber "vi må hjælpe Jannie", jeg forsøger at hjælpe Dennis med at "falde ned", men det lykkes ikke før ambulancefolkene tager sig af ham.

Samtidig ankommer der en præst Jens Holstein, der hjælper os på en meget diskret måde, det viser sig senere, at det er en tilkaldefunktion det tyske politi har til denne type situationer. Jeg spadserer lidt rundt omkring og giver blandt andet en beskrivelse til politiet af, hvad jeg mener der er sket, og hvordan vi var placeret i bilen. På et tidspunkt kommer jeg i tanke om mine hjertetabletter og går hen i bagrummet på Audien, som er uskadt, og tager min dosis.

På et tidspunkt har lægerne fået flyttet Hanne fra bilen og over i en operationsambulance, og de kalder på mig for at jeg skal spørge Hanne om hvor det gør ondt. Synet af Hanne er ikke noget opløftende syn på dette tidspunkt, og jeg kan konstatere, at de fleste skrammer har Hanne fået i hovedet. Jeg fortsætter med hjælpe lidt til her og der og på et tidspunkt, da jeg er på vej for at se til Dennis, ser jeg en bylt i rabatten, dækket med tæpper. Jeg spørger en af brandmændene om, det er hvad jeg troede. Han bliver helt febrilsk og henviser mig til en ambulance mand, der bliver lige så febrilsk, men henter den ansvarlige læge. På spørgsmålet til den kvindelige læge, bekræfter hun, at min datter er død. Jeg prøver på en skånsom måde at fortælle det til Dennis, men jeg er ikke sikker på, at han helt opfatter det. Det er utroligt svært at forstå og formidle videre, at ens barn er død. Afmagten griber mig til en vis grad og jeg fortæller lægen, at jeg hjertepatient og modtager blodfortyndende medicin. Herefter er det også slut for mig med at tumle rundt, jeg bliver lagt i en ambulance og får drop. Ikke længe efter kommer præsten ind til mig og min og Dennis' ambulance kører til en nærliggende Klinik i Homberg, hvor vi ankommer samtidig. Vi har nuværende tidspunkt ingen anelser om hvad der videre sker med Hanne og Jannie.

Klinik Homberg

Ved modtagelsen bliver vi begge røntgenfotograferet og derefter bliver vi kørt til en ventestue, hvor politiet ønsker at afhøre os. Det bliver dog udsat foranlediget at præsten, som følger os. Herefter bliver vi kørt op på en stue, hvor vi skal være til observation. Præsten kommer ind på stuen og fortæller Dennis, hvad jeg allerede ved, at Jannie er død. Denne gang opfatter Dennis det og samtidig taler vi om hvad jeg har set til mor. Efter vi er blevet alene giver vi hinanden et kram og lover at hjælpe hinanden igennem denne krise. Vi er enige om at vores små slagsmål er småting i forhold til hvad vi har været igennem denne gang. Vi fik selvfølgelig sovemedicin og gik i seng.

Dagen efter

Da vi vågner næste morgen, går det hele op for os i al sin grusomhed. Det er umuligt at forestille sig, hvordan man føler når ens barn er dødt Jeg har vel nærmest fungeret i en rus på ulykkesaftenen og denne rus skal vise sig at tage lang tid. Vi skal nu i gang med alle de praktiske ting, som i sig selv er frygtelige og så ovenpå de oplevelser, vi har selv har gennemgået. Jeg tror det første vi gør er at ringe hjem til Solveig og Kurt og fortælle dem, hvad der er sket. Det bliver naturligvis modtaget med stor sorg. Samtidig modtager vi en telefonmeddelelse fra Fritz og Inge om deres store medfølelse; de er blevet kontaktet af politiet, der ikke kunne finde Michael, gud være lovet, og har fået meddelelsen herigennem. Fritz og Inge overbragte herefter den tragiske meddelelse til Michael, men herom siden.

Dennis og jeg taler om hvad, vi skal gøre. Dennis forsøger at kontakte konsulatet i Frankfurt, men her er der kun en telefonsvarer at tale til. Herefter kontakter Dennis udenrigsministeriets nødtjeneste, som forsøger at kontakte konsulatet, men de må vende tilbage med den nedslående meddelelse fra konsulatet, at dette er for lille en sag for dem!!! Konsulenten fra udenrigsministeriet er oprørt over dette og får derefter sat EuroAlarm på sagen. Kort efter bliver vi kontaktet telefonisk af en kriselæge fra EuroAlarm. Han ringer nogle gange i løbet af dagen og foreslår, at en krisemedarbejder kommer ned til os. Dette bliver dog senere kaldt tilbage. Vi får også i løbet af lørdagen at vide, at Hanne er indlagt på en Klinik i Kassel og at Jannie er blevet kørt til kapellet i Homberg, hvor vi befinder os. Bilen er blevet transporteret i Autobahnpolizei i Bad Hersfeld.

I mellemtiden ringer Fritz, som tilbyder at komme ned og hjælpe os. Vi afviser i første omgang, men da afslaget om krisehjælp kom, erkender vi, at vi nok behøver hjælp hjemmefra. På et tidspunkt i forløbet får vi fri tøjler med mobiltelefonen og de er herefter glødende. Politiet dukker op og afleverer nogle ejendele fra bilen, men det er dog i det væsentligste fra Jannie og Hanne. Vores præst Jens kommer også og besøger os og taler med os. Ellers går dagen med alle de praktiske ting, og diverse lægetilsyn mm. Dennis og jeg er begge meget oprørte, men forsøger "hult" at hjælpe hinanden.

Anden dagen

Søndag morgen den 21. januar bliver jeg endelig løst fra de snærende bånd(kardiografen) og får lov til at gå i bad. Da jeg kommer udfra badet vrimler stuen med mennesker. Fritz, Kurt og Torben er kørt herned i nattens løb for at hjælpe os videre. Nu får tårerne frit løb, Endelig føler Dennis og jeg lidt tryghed i vores tilværelse med hjælpen hjemmefra. Vi lægger en slagplan for alt, hvad vi skal klare i løbet af søndagen før vi kører til Kassel for at se til Hanne. For det første skal vi have arrangeret hjemtransporten af Jannie gennem en bedemand i Homberg. Dennis udtrykker ønske om at komme ud at se Jannie i kapellet, hvilket jeg er imod, men siger dog, at hvis Dennis vil, følger jeg med og sådan bliver det så. Vi skal desuden til Bad Hersfeld for at aflægge forklaring overfor politiet samt afhente nogle andre ejendele i bilen, og sluttelig skal vi til Kassel. Under planlægningen bliver det også besluttet at kontakte EuroAlarm endnu en gang for at få dem til at sende en krisehjælp til os, og det lykkedes at få en, som vi skal møde i Kassel i søndag aften-

Dennis og jeg bliver udskrevet fra klinikken og vi tager derefter hen til bedemanden, hvor vi fik planlagt Jannies hjemtransport i det omfang det nu lader sig gøre. Herefter bliver vi af bedemanden kørt ud til kapellet, hvor vi skal se Jannie. Det ligger et meget smukt sted med udsigt ned over nogle bakker. Bedemanden går ind og får Jannie lagt frem. Herefter går vi alle fem ind for at se Jannie. Det er et frygteligt øjeblik, hvor alt går op for en i al sin gru, når man står der og ser sin smukke datter død. Tårerne render fra os alle og for mig løber tankerne gennem hovedet, hvorfor kunne man ikke hjælpe, når det værste skulle opstå. Det er min datter der ligger der, som jeg får at se for sidste gang. Ved siden af eller i min favn har jeg min søn, der er helt knust ved synet, omkring mig mine brødre og min datters svigerfar. Jo jeg har al den støtte jeg kan ønske mig, men min datter er død og det kan ingen hjælpe mig med. At jeg så ovenikøbet har min Hanne liggende på et hospital lykkeligt uvidende om hvad der er sket på grund af livsfarlige kvæstelser. Jo jeg er en "heldig" mand!!! Trods min modstand og store sorg ved at se Jannie i Kapellet, må jeg erkende, at jeg ikke ville have undværet det i dag.

Efter kapellet kørte vi indtil byen og satte Torben og Kurt af da vi skulle til Bad Hersfeld og Fritz' bil ikke er designet til 5 voksne mænd. Det var med noget blandede følelser vi skulle til Bad Hersfeld, da vi skulle passere ulykkesstedet, men nu fik vi da set det i dagslys. I Bad Hersfeld fik vi fat i Autobahnpolitiet og vi skulle afgive vores forklaring om hvordan ulykken var sket. Dennis blev i øvrigt afhørt som sigtet, hvilket åbenbart er normalt, men politiet kunne ikke fortælle, hvad han var sigtet for. Som de sagde "om ikke andet så uforsvarlig kørsel". Efter politiet kørte vi ud til værkstedet, hvor Audien var transporteret til og vi afhentede de genstande vi havde brug for. Fritz havde medbragt sit digitalkamera og tog billeder af bilen, som senere skulle vise sig at være til stor gavn for forsikringen og Hjemtransporten. Herefter ville politiet vise os vej ud af byen, men vi havde svært ved at følge til trods for Fritz' ihærdige forsøg, men vi kom dog tilbage til Homberg. Her samlede vi Torben og Kurt op og kørte mod Kassel. Da vi kom til Kassel, fik vi noget at spise på en Imbiss, og vi indkvarterede os på hotel Queens. Herefter tog Fritz, Dennis og jeg ud til Klinikum Kassel i nærheden for at se til Hanne, som var indlagt på intensivoperativ afdeling. Vi blev mødt af en læge, der fortalte os, hvad der var sket med Hanne, og hvilken behandling, man forventede at give Hanne. Endelig fik vi lov til at besøge Hanne, og det var et frygteligt syn, der mødte os. Udover de kvæstelser jeg i forvejen havde set på ulykkesstedet, var Hanne nu hævet til næsten det dobbelt i ansigtet, hun havde slanger ud overalt og lå hen i en coma, som lægen dog havde forklaret, var en medicinsk coma for at undgå smerterne. Vi havde ingen kontakt med Hanne og var alle meget chokeret over udviklingen. Efter en times tid tog vi tilbage til hotellet.

På hotellet blev vi kontaktet af EuroAlarms Krisehjælper Vinni, som var ankommet til Kassel og ville komme ud og besøge ved midnat for at planlægge dagen i morgen.

Tredje dagen

Da alle var stået op og havde nydt morgenmaden på hotellet inklusive champagne, ankom Vinni til hotellet. Som aftalt aftenen forinden samledes vi alle sammen og gennemgik dagens program. Herefter var vi alle enkeltvis til samtale med Vinni, hvor vi havde lov til at sige hvad vi havde lyst til. Et af de gode udtryk, jeg erindrer fra samtalen, var, som Vinni sagde, "man kan jo ikke være ked af det hele tiden, for så er det jo en livsstil, og så er man jo aldrig rigtig ked af det". Det er en af dem jeg har brugt meget, når verden så sortest ud. Ellers gik dagen mest med samtaler på kryds og tværs. Og den sluttede af med at Torben og Fritz kørte mod København, mens Kurt, Dennis og jeg tog på hospitalet til Hanne, hvor der ikke var større fremgang at se.

Fjerde dagen

Der var i løbet af de sidste par dage indløbet forskellige meddelelser omkring, hvordan Hanne ville blive behandlet, blandt andet havde vi fået at vide, at Hanne ville blive opereret om onsdagen, og at hospitalet ville holde hende i coma en uge frem efter operationen. På grundlag af dette besluttede Dennis og jeg at tage hjem til Danmark for blandt andet at ordne de praktiske ting i forbindelse med begravelsen af Jannie. Vinni sørgede herefter for billetter til Danmark.

Om formiddagen talte vi herefter sammen med Vinni og derefter tog vi ud for at besøge Hanne. Vi ankom netop da hospitalet var begyndt at vække Hanne for at kontrollere hendes reaktioner og det var utroligt skønt at være med til at se og hjælpe med til vise, hvordan Hanne reagerede på de forskellige ordrer. Når vi sagde "klem med højre hånd" så klemte hun med højre hånd og "løft venstre ben" så løftede hun. Det var utroligt små tegn på, at Hanne fungerede, men de virkede som fantastiske fremskridt i forhold til, hvad vi ellers havde set. Det var tegn på, at Hanne nok skulle komme sig. Vi havde dog endnu ikke fortalt Hanne om Jannie. Mens vi var på klinikken, havde vi en samtale med lægen, der forklarede, hvordan de skulle operere Hanne, og til vores store overraskelse sagde lægen, at de ville vække Hanne så hurtigt som muligt efter operationen. Vi kom nu idet dilemma, skulle vi tage hjem eller blive dernede. Vi var dog begge meget opsatte på at komme hjem og konkluderede, at Hanne ville være i coma hele onsdagen, og så kunne vi tage derned så hurtigt som muligt om torsdagen, så beslutningen blev, at vi tog til Danmark.

Da vi forlod klinikken, tog vi til hotellet og hentede vor bagage og derefter tog vi direkte til banegården, hvor vi kørte med højhastighedstog til Hannover. Herfra fløj vi til København. Der var med en underlig følelse at glæde og frygt vi fløj hjem til Danmark. Glæde til at se familien og venner og frygt for at se familien og venner. Vi ønskede vel på en gang at dele vor sorg med andre, og samtidig frygtede vi den sorg, som de andre følte. Da vi endelig landede og kom ind, var det en utrolig glæde at se dem der var mødt op ikke mindst Michael. Michael havde jo mistet sin store kærlighed ved denne tragiske hændelse, som vi havde været ude for, og Michael havde jo talt med Jannie ganske kort før ulykken. Udover vor og Michaels nærmeste familie, var også Dennis' meget gode venner mødt op. Der var en knusen og en krammen, fra alt og alle, der lettede fantastisk på vore følelser. En ting som jeg aldrig vil glemme er, at det første Fritz gjorde, var at tage fat i Michael og Vinni for at lade dem tale sammen. Det viste Fritz' store bekymring for sin søn.

Efter denne modtagelse kørte vi hver til sit, det vil sige at Dennis og jeg kørte med hjem til Solveig og Kurt for at overnatte der.

Dagene derpå

Efter vi var kommet hjem, kunne jeg knap nok få tiden til at gå indtil jeg havde set og krammet Jannies søn og mit barnebarn Lukas. Så onsdag morgen kørte vi til Mørkhøj, hvorfra vi alle skulle videre med dagens krævende opgaver. Jeg tror næsten jeg løb ind til Lukas og tog ham op og krammede ham. Jeg ved ikke, hvad han tænkte og hvad han tænker i dag, men jeg elsker den lille unge, der skal leve sit liv uden en moder at knytte sig til. Over en kop kaffe aftalte vi, at Michael, Dennis, Vibeke og jeg til bedemanden og planlægge Jannies begravelse. Jeg blev noget overrasket over, at det blev ønsket, at Jannie skulle begraves, da min familie normalt er blevet brændt, men jeg accepterede det udfra et synspunkt om, at når Lukas ikke havde sin mor, kunne han i hvert fald gå på kirkegården for "at tale med hende". Vibeke havde også en kollega, der sang i radioens pigekor, og det blev også aftalt, at vi skulle forsøge at få hende til at synge nogle solosange ved begravelsen. Torben kørte mig herefter hjem for at få noget rent tøj og satte mig siden af ude ved bedemanden.

Her aftalte vi de nærmere omstændigheder omkring hjemtransport af Jannie og omkring begravelsen, som dog ikke kunne fastlægges præcis, da jeg insisterede på, at Jannie ikke måtte begraves før hendes moder, var vidende om, at Jannie var død. Men ellers fik vi planlagt de mest nødvendige ting og aftalt, at vi skulle på Gladsaxe Kirkegård næste dag for at vælge gravsted. Efter alle disse meget oprivende ting var på plads tog vi hver til sit og aftalte at mødes dagen efter.

I hele denne mærkværdige tid skal jeg også huske at nævne, at i min familie havde specielt Solveig og Lis, Jannies kusine, gjorde et stort arbejde med at ringe rundt til alle Jannies og vores venner og bekendte, for at fortælle dem om den tragiske begivenhed. Og i øvrigt havde Kurt og Torben inden, at de tog til Tyskland været nede hos Hannes far Hans og Inga, for personligt at overbringe dem meddelelsen om deres barnebarns død og datters kvæstelser.

Tilbage til Tyskland

Efter forskellige meldinger fra EuroAlarm og fortrøstningsfulde om at alt fungerede hjemme, besluttede Dennis og jeg at tage tilbage til Kassel torsdag den 25. januar. Samtidig fik vi fra SOS at vide, at de ville betale Dennis' rejse. Vi havde fra EuroAlarms læger fået at vide, at Hannes tilstand var tilfredsstillende, og at hun på en opvågningsskala fra 1 -15 befandt sig på ca. 8. Så alt så godt ud fra vort enkle synspunkt... Dennis og jeg blev kørt til Kastrup af Torben og vi tog flyveren til Hannover og herfra toget videre til Kassel. l Kassel skulle vi da finde det Hotel hvorpå SOS havde indkvarteret os. Vi tog en taxa fra Banegården og det viste sig at hotellet lå rimeligt tæt ved Klinikken, hvor Hanne var indlagt, men i et meget mørkt og trist område af byen. Det var jo ikke det vi havde allermest brug for i en denne tid. Efter vi havde fundet hotellet, tog vi straks ud og besøgte Hanne på klinikken, men hun var meget døsig naturligvis på det tidspunkt, da jeg tror klokken var over midnat.

Næste dag havde vi kontakt hjem til og fik at vide, at på grund af trængsel i kirken, havde Michael besluttet, at begravelsen af Jannie skulle forgå onsdag den 31. januar. Det skabte en stor ophidselse hos os - Dennis og mig - da vi herigennem fik mindst mulig tid til at forberede tingene. Det udviklede sig til at Dennis og Michael sendte "ondsindede" meddelelser til hinanden.

Vort problem var stadig, at Hanne skulle vide og forstå, at Jannie var død. l løbet at dagen fik Dennis og jeg taget os sammen til at tage ud på klinikken efter frokost for at fortælle Hanne de frygtelige kendsgerninger. Da vi skulle i gang med det, hvor vi holdt Hanne i hver sin hånd, skete der det forunderlige, at Vater Rainer Truss fra klinikkens sjælesørger tjeneste pludselig stod i stuen. Herefter fortalte jeg så nænsomt som jeg kunne og med min bedst mulige stemme, at Jannie vor kære datter var død i trafikulykken. Jeg ved den dag i dag ikke om Hanne forstod det, men ifølge journalerne havde Hanne en urolig nat efter denne dag.

Det var en frygtelig situation at stå i at skulle fortælle en sådan historie, samtidig med, at man frygtede for om Hanne kunne bære en sådan oplysning i hendes svære situation. Men jeg må i sandhedens tegn også sige, at jeg takker dem fra oven for at Vater Rainer Truss var til stede, da det på en måde gjorde det lettere at overbringe en sådan meddelelse. Det skal da også i denne sammenhæng nævnes, at Vateren bad en bøn for Hanne.

Fredagen gik efter bedste "beskub", samtidig med, at vi fik meddelelse hjemmefra, at Kurt og Ole var på vej herned. Ole havde besluttet at tage toget, men da Kurt og han talte sammen og blev de enige om at køre derned sammen. Deres beslutning var også baseret på at alle var lidt bange for, hvad der ville ske mellem Dennis og mig i denne pressede situation. I løbet af lørdagen fremkom der flere "SMS"' mellem Michael og Dennis og til sidst bad jeg Dennis om at stoppe det, og lidt senere gik jeg ned og ringede til Michael og bad også ham om at stoppe op. Det lykkedes og siden viste sig jo også efter min mening, at være unødvendigt

Hen under aften afventede vi også Ole og Kurt, som vi havde bestilt plads til på hotellet, - formentlig den eneste gang der nogensinde har været fuldt booket - og de ankom ved nitiden. Herefter havde vi en lang snak over en flaske whisky, det var skønt at have venner omkring sig.

I løbet af søndagen var vi to gange på hospitalet. Den første gang vi var der, var Hanne taget ud af sengen og sad(lå) i en stol. Det var en glædelig oplevelse selvom Hanne langtfra var rask, men vi kunne da alle føre en dialog med hende og da Ole forlod stuen råbte Hanne hils Laila helt uanfægtet Jo det gik fremad for Hanne, ja endog så meget, at hun ville have os til rejse sig op, for som hun sagde, når hun spurgte plejepersonalet, sagde de bare "Nein". Den sidste gang talte vi med en af lægerne, der mente, at der intet var til hinder for, at Hanne kom hjem til Danmark mandag eller tirsdag. Baseret på disse informationer ville Dennis gerne hjem til Danmark og han fik en mulighed for at tage tilbage søndag aften, og alle var glade.

Jeg havde også en af disse ubehagelige opgaver, som normalt udskydes til sidste sekund, nemlig at skulle skrive nogle ord til præsten, som kunne danne grundlag for hendes tale i kirken. Det er på en gang et ønske, men samtidig en forbandet svær opgave at gennemføre. På pres af de andre fik jeg endelig sat mig for mig selv, og skrev disse ord:

 

Kære Jannie

Mors "Nilla" og fars "Mus" altid en glad pige lige fra vuggen. Man kunne altid være sikker på at få et smil fra dig. Selv når man vækkede dig om morgenen strålede smilet fra dig. Utroligt for du var ikke til at få i seng om aftenen, godt nok gjorde du dig "klar" fordi selv når vi var ude rendte du rundt i undertøj.

Alle de mennesker du har mødt, har elsket dig højt, for du har aldrig gjort tingene sværere end de var. Begge dine ben var solidt placeret på jorden, måske lidt for solidt syntes du selv en gang imellem og forsøgte at tabe dig, men husk altid at smilende mennesker altid er smukke.

Da du blev udlært på Jægersborg kaserne, fik du en ros af chefen, som mor og far var meget stolte over.

Han koncentrerede sig mest om, at han blev glad, når han mødte dig og så dit smil og glade sind. Vi fandt egentlig aldrig rigtig ud af om han var "tilfreds med arbejdet. Den virkning har du altid haft på de mennesker du mødte, og derfor havde dine veninder og venner altid straks stor tillid til dig. Din glæde for fotografering var stor og alle og alt skulle fotograferes i alle sammenhæng ikke mindst Lukas.

Også din glæde for huset i Sverige er kendt af alle og du har altid elsket at komme der og læse op for alle og rigtig nyde naturen.

Din familie har altid elsket dig højt. Når vi starter med din farmor og farfar, som passede dig i din spæde alder og senere også Dennis, Jamen da l kom i børnehave, måtte farmor alligevel over at hente jer fordi der var lidt kedeligt derhjemme. Din mormor elskede dig højt og din morfar og Inga elsker dig og har på det seneste forsøgt at få jer til Ringsted. Din bror Dennis elsker dig og har et dybt og varmt forhold til dig. Din Michael elsker dig og du ham så varmt og inderligt. Lukas din øjesten og du er hans øjesten jamen det er kærlighed ud over alle grænser. Michaels familie elskede dig højt og resten af din omgivelser elsker dig.

Nu har du fået mange roser, men du er jo et menneske, så nogle dårlige sider må du også have. l denne stund er det svært at finde dem, det skulle vel lige være tatoveringen på skulderen.

Din mor og far vil altid være hos dig og passe dig og dine og du vil altid være i vore hjerter lige meget hvor vi bevæger os hen. Vi skal nok passe på din familie-

ALLE ELSKER JANNIE

Kærlig hilsen Mor og far

 

Men livet har vi efterhånden lært er ikke så enkelt. Ca. kl. 22 ringede Dennis og var aldeles desperat, da flyet tilsyneladende var blevet aflyst. Jeg var parat til at tage til Hannover med et samme, men Dennis havde selv arrangeret med en læge i Hannover. Afslutningen på det hele blev, at Dennis ringede til os ca. kl. 24 og fortalte, at han var indkvarteret på et 5* hotel og ville komme med det det første morgenfly.

Næste dag mandag den 29. januar tog vi på klinikken og besøgte Hanne og vi havde en samtale med overlægen, som fortalte, at der var blevet arrangeret hjemtransport for Hanne til om tirsdagen. Hvis man i en sådan situation kan tale om at noget går godt, må man sige, at Hanne havde godt og havde gjort store fremskridt, bare fra vi kom tilbage om torsdagen Da vi vidste det, aftalte vi, at jeg kunne tage hjem mandag, og at Kurt og Ole blev i Kassel til om tirsdagen for at sikre, at alt gik godt omkring hjemtransporten. Så ved frokosttid tog jeg toget til Hannover og flyveren videre til København, hvor jeg blev afhentet af Torben, og fragtet ud til Solveig, hvor jeg overnattede. Jeg var herefter klar til at tage fat i næste del, forberedelserne til begravelsen af Jannie.

Før begravelsen

Om tirsdagen var der blevet arrangeret, at vi skulle til samtale med præsten i Søborg Kirke - Merete Søling -, som skulle forestå begravelsen. Det var en meget beroligende oplevelse at tale med hende og jeg tror, vi kom rundt om alt i situationen. Merete foreslog også, at der kom en præst til Hanne på hospitalet under selve højtideligheden og det var alle enige om, at det var en god ide, Så Merete tog kontakt til Hillerød og arrangerede dette.

Ellers gik resten af dagen med at planlægge, tale i telefon og vente på Hannes hjemkomst omkring kI. 16.00. Hannes hjemkomst gik, er jeg lige ved at sige heller ikke stille af.

For det første landede flyveren for tidligt i Kastrup, så ambulancen og flyveren kørte galt af hinanden. Jeg fik så at vide på et tidspunkt, at Hanne var på vej til Hillerød Amtssygehus, hvorefter jeg ringede derop for at høre, hvad der skete, og hvornår vi kunne besøge hende. Men de havde ikke hørt, at der skulle være en svært kvæstet på vej til dem. Så igen fat i Europæiske for at høre, hvad det betød. Så lidt senere fat i Hillerød igen, der nu godt vidste, at der var "et eller andet på vej". Jeg aftalte at ringe en halv time senere, når der var klarhed over situationen. Da jeg ringede igen, vidste de ikke om hun var i Indskrivningen eller på Skadestuen, men de fandt hende dog, og vi aftalte, at jeg ville blive kontaktet, når Hanne var blevet bragt op på en stue. Det blev jeg så af en læge på Intensivafdeling, der i øvrigt var meget sød, men forklarede, at Hanne lå "på det yderste mandat" på intensive, og at hvis der var behov for pladsen, ville Hanne blive overført til Helsingør. Jeg blev meget udiplomatisk og truede med at sætte både Hørsholm Kommune og Amtet i arbejde, hvis Hanne skulle flyttes. Nå men alt endte godt og Hanne blev på Hillerød.

I mellemtiden var Kurt Kommet hjem fra Kassel, hvor han og Ole var kørt fra tidligt om morgenen. Da vi havde aftalt, at Solveig, Kurt og Jeg skulle følges ad til begravelsen, foreslog jeg, at Dennis, Solveig og Kurt kom til Rungsted og overnattede, så kunne vi sammen om aftenen tage op og besøge Hanne og Solveig kunne komme til at hilse på Hanne. Samtidig kunne Solveig danne sig et billede af, hvad Hanne ville synes om, hvem der kunne komme og besøge hende. Som aftalt tog vi så der op og Hanne var "relativ" frisk, indtil hun begyndte at tale om hvordan det gik med Jannie. Jeg blev dybt chokeret, da trods jeg Hannes situation var overbevist om, at hun havde forstået, at Jannie var død. "Til alt held" skulle Hanne som hun sagde "jeg skal skide" og vi andre fire gik ud i venteværelset og talte om, hvad vi skulle gøre. Om jeg skulle fortælle Hanne det endnu engang eller om vi bare skulle lade som ingenting. Da vi kom ind til Hanne igen, løste hun imidlertid selv problemet med at begynde at tale om, at det var mærkeligt, at Jannie skulle dø. Jeg ved ikke om man kan sige jeg var lettet, men noget i den retning.

Vi kørte herefter hjem og Dennis, som gerne ville hjem til sig selv, kom med bussen fra Hørsholm, og vi andre tog til Rungsted og fik et par whiskyer og talte lidt om hele situationen. Herefter gik vi seng for at kunne være udhvilede til i morgen.

Begravelsen

Så kom dagen den 31. januar 2001, som alle forældre frygter, men som så utallige mange forældre alligevel må igennem af den ene eller anden årsag. Der er ikke nogen rigtig måde at skulle begrave sit barn på. Jeg opfattede dagen som den endelige dag, hvor vi skulle tage afsked med Jannie. Man har indtil da hele tiden troet, det bare var en ond drøm, at miraklet skulle opstå, og Jannie bare ville komme gående og sige "hej! Hvordan går det?”. Men det er kun en drøm, for inderst inde er man godt klar over, hvad der er sket, og at der ikke er nogen vej tilbage. Vi startede dagen med at spise morgenmad, og derefter tog vi indtil Søborg dels for at hente kransen, som Dennis havde bestilt for os og dels havde vi en aftale med Michael om at være ved kirken i god tid for at tage imod. Men allerede da vi afhentede blomsterne, begyndte tiden at løbe, da vi mødte den ene efter anden, som ville kondolere. Da vi kom frem til kirken, var jeg inde for at lægge kransen ved båren og ville så have været ud i den friske luft igen, men det var ganske umuligt, for allerede en halv time før var kirken stopfuld af mennesker, som ville hilse på mig og selvfølgelig resten af familien. Endelig fem minutter fik jeg udenfor inden højtideligheden skulle starte. Begravelsen foregik, som begravelser vel gør, dog med den forskel at en af Jannies kollegaer Purnima fra PFA sang solo Carole King's "You got a friend" og da vi bar kisten ud, sang hun "l skovens dybe stille ro". Vi indledte med en sang fra salmebogen og Præsten Merete Søling holdt en meget smuk tale.

Efter den kirkelige handling skulle vi køre til Gladsaxe Kirkegård, hvor Jannie skulle begraves og jordpåkastelsen foretages. Der var så lang en kortege af biler fra kirken at trafikken gik fuldkommen i stå j Søborg. Også på kirkegården sang kollegaen "Solen er så rød mor", som var den godnat Sang Jannie foretrak at synge for Lukas, når han skulle sove. Herefter skulle alle kaste roser og andre mindeting i graven til Jannie Som afslutning på kirkegården måtte jeg takke for deltagelsen og inviterer deltagerne til en lille mindehøjtidelighed på Aldershvile Slotspavillon, hvor mere end 100 mennesker deltog. Efter kaffe, øl og vand på Aldershvile Slotspavillion, kørte vi på kirkegården for at se graven var kastet til og pyntet op med alle blomsterne. Det var et meget smukt syn med alle de mange blomster, der også var fordelt ud over gangene, da der ikke var plads på graven. Vi tændte 30 lys for Jannie, som Inga havde medbragt.

Vi havde naturligvis aftalt, at Hannes far Hans og Inga kunne komme op og besøge Hanne, så derfor tog Dennis, Inga & Hans og Solveig & Kurt med nordpå, hvor vi kørte op til Hanne alle sammen. Hans og Inga var noget chokeret over at se, hvorledes det stod til med Hanne, men vi havde en god dialog også med Hanne, så de var noget mere beroliget, da vi tog derfra. Vi andre havde jo kendt til tilstanden i snart 2 uger, og vi kunne bare se, hvordan det skred frem med store skridt fra den første færd.

Vi kørte hjem til Rungsted for at samles inden, vi kørte videre til Hørsholm Midtpunkt for at få en bid mad i den kinesiske restaurant Shuang Long.

Af hensyn til Hanne og senere Lukas lod vi begravelsen optage på video, således at de også fik en mulighed for at se højtideligheden, når tiden var inde.

Tiden lige efter

Da begravelsen nu var overstået, skulle vi i gang med alle de praktiske ting, der var takkekort, forsikringsopgøreIser, besøge Hanne osv. og alt skulle foretages af os selv Michael, Dennis og jeg, der alle til en vis grad var følelsesmæssigt ude af balance. Det er hård belastning at komme igennem. Og så lige pludselig modtog vi en kasse 2 x 2 x 0,5 meter fra Kassel med alle vor ejendele, der var i bilen, den skulle så også tømmes, jo der var rigeligt til at vække sorgen, hvis man et kort øjeblik havde fået lagt den lidt væk. Det var en periode med op og ned ture, og hvor man let kunne såre hinanden.

Det positive i perioden var at se, hvor hurtigt Hanne kom sig. Allerede fredag den 2. februar blev hun flyttet fra Intensivafdelingen til Neurologisk afdeling, hvor hun vel stort set hele tiden havde besøg. Søndag den 11. februar fik hun et par timer fri fra afdelingen og var for første gang hjemme i Rungsted efter ulykken. Her var hele familien på besøg, så det var lidt hårdt, men det var da kun et par timer. Næste weekend fik Hanne fri hele weekenden 16. -18. februar og søndag aften kørte jeg hende tilbage til Hospitalet. Mandag startede jeg på arbejdet igen, men om aftenen da jeg skulle besøge Hanne stod hun fuldt påklædt og var blevet sendt hjem. Derefter ringede jeg til arbejdet og sagde, at der nok gik en uge inden jeg kom igen.

Spørgsmålene

Hvorfor:

Skulle det være slut før det begyndte

Kunne jeg ikke hjælpe når der virkeligt var behov

Skal vi aldrig mere kramme og kysse hinanden

Skulle du ikke se Lukas vokse op

Skulle du ikke glædes over Lukas' blide sind som vi over dit

Skulle jeg føre dig den forkerte vej ud af kirken

Skulle du ikke fortsat være stødpude mellem Dennis og mig

Skulle din livsglæde og -kraft have så pludselig en ende

Skal Lukas ikke have sin mor ved sin side, når han vokser op

Skal Dennis ikke fortsat have sin søsters fortrolighed

Skal vi andre ikke nyde din positive holdning overfor alt og alle

Må verden ikke have mennesker som dig

Skal vi aldrig mere høre "Hej det er Jannie"

Skal vi ikke opleve din på en gang angst for og mod på (Respekt) for verden

Savner vi dig alle så utroligt meget

 

Retur til Familie.